På Regionhospital Horsens ser alt anderledes ud, efter akutafdelingen er gået i corona-beredskab. Her er afdelingen blevet opdelt i forskellige zoner, hvor personalet ikke må krydse fra den ene til den anden.
Det skriver Jesper Bo Weile, reservelæge på akutafdelingen på Regionhospitalet Horsens, på Facebook i et opslag, som tirsdag morgen er delt 11.000 gange.
Han er blot én af de mange fra sundhedsvæsenet, der på det seneste har åbnet op og fortalt om sin hverdag i corona-beredskab på de danske sygehuse på Facebook.
»Alle døre er plastret til med skilte om isolation. Foran alle stuer står vogne med værnemidler: forklæder med lange ærmer, mundbind med visir og handsker. Masser af sprit,« Skriver Jesper Bo Weile i et indlæg, som B.T. har fået lov at citere fra.
Facebook-beretningen vidner om en situation, der ikke bare bliver taget alvorligt, men som går helt ned i detaljen for at beskytte danskerne og sundhedspersonalet mod smitte.
Værnemidlerne er engangsmidler og kasseres lige efter brug, når sundhedspersonalet forlader stuerne.
Derfor forsøger hospitalet også hver dag at optimere arbejdsgangen, så der bliver brugt så lidt udstyr som muligt, nu det skal smides ud bagefter.
»Vi er bekymrede for, om vi har nok,« skriver Jesper Bo Weile på Facebook.
Personalet er meget påpasselig, og alle er på stikkerne. Den dybe koncentration kan mærkes på afdelingen.
»Selv et håndtryk i døren med den forkerte patient eller pårørende kan betyde karantæne eller smitte,« skriver Jesper Bo Weile.
Formålet med Facebook-opslaget står tydeligt.
»Hør efter, hvad myndighederne siger. Gør alt hvad du kan for at undgå smitte. Bliv hjemme så vidt muligt. Aflys alt, hvad du kan af sociale arrangementer,« skriver Jesper Bo Weile på sin Facebook.