Study drugs. Det lyder ulovligt, og det er det også. Men det er ikke eksamenssnyd, hvis du tager dem.

I hvert fald ikke på Københavns Universitet, skriver DR.

Her er der ingen sanktioner, selvom overlæge hos Psykiatrifonden Per Vendsborg vurderer, at der helt bestemt er tale om en hjælpende hånd, når man har for eksempel ritalin eller modafinil i blodet.

Han henviser ifølge DR til en række internationale studier, hvor det påvises, at stofferne kan give dig ekstra overskud, få dig til at tænke hurtigere og yde bedre. Desuden nedsættes behovet for søvn og mad, og du bliver mere selvsikker.

Bivirkningerne er på den anden side søvnløshed, nervøsitet, paranoia og psykose. Per Vendsborg anbefaler derfor på ingen måde, at man tager study drugs.

Men hvorfor er de ikke forbundet med sanktioner, tænker du måske. Københavns Universitets vicedirektør for uddannelse, Rie Snekkerup, giver her en forklaring:

»Der står intet i vores regler om, at det må man ikke. Så vi har ikke et juridisk grundlag for at kalde det snyd. Det havde været snyd i sportens verden. Men det er ikke snyd i en uddannelsesmæssig kontekst, fordi vi ikke tester for det.«

Det er nemlig sådan, at Anti Doping Danmark har ADHD-medicinen Ritalin og lægemidlet modafinil på dopinglisten, men det er kun noget man tester for i forbindelse med sport. Der er ikke noget, der hedder eksamens-doping.

Både uddannelsesordførerne på Christiansborg og Rie Snekkerup mener dog ikke, man bør teste eleverne. Der skal gøres op med præstationskulturen, så de unge ikke føler, at de nødvendigvis skal sigte efter 12-tallet, men at målet bliver at lære.