Den 58-årige palæstinensiskfødte førtidpensionist Mohammed Mawed er pludselig blevet genstand for en ophedet politisk debat.
Og nu kommer Danmarksdemokraternes partiformand Inger Støjberg med en klar opfordring til den omdiskuterede førtidspensionist.
Baggrunden for debatten er, at Mohammed Mawed har sejlet mod Gaza som del af den såkaldte »Freedom Flotilla«, mens han er på førtidspension.
Formålet med sejlturen var at komme ind i krigszonen, bryde den israelske blokade og bringe nødhjælp ind til palæstinenserne.
Det lykkedes dog ikke, og Mohammed Mawed og de øvrige aktivister ombord på skibene i flotillen blev tilbageholdt af israelske myndigheder.
Han medvirkede tirsdag i Go' morgen Danmark på TV 2 for at fortælle om sejlturen mod Gaza, og siden har de sociale medier kogt over med kritik af ham.

For hvis han er rask nok til at tage på en flere ugers lang sejltur mod Gaza, er han så ikke også rask nok til at arbejde?
Det spørgsmål har mange stillet på sociale medier de sidste dage. Ifølge Inger Støjberg er svaret klart:
»Hvis man er frisk nok til at rejse af sted som aktivist på et skib mod Gaza, som er en strabadserende tur, har jeg kunnet høre på nogle af de andre aktivister, så kan han med 100 procents sikkerhed også passe et arbejde,« siger hun til B.T. og fortsætter:
»Der er noget, der tyder på, at der er god grund til at få kigget hans og mange andres sager godt igennem igen.«
Inger Støjberg mener, at der er »alt for mange« indvandrere på førtidspension og peger blandt andet på, at hele to ud af tre irakiske mænd over 50 år er på ydelsen.

»Der er ham her bare endnu et eksempel. Jeg kan så forstå, at han har været i arbejde i nogle år og nu så er på førtidspension, men alt tyder da på, at han sagtens kan passe et arbejde. Det er bare om at rubbe neglene og komme i gang med at arbejde i stedet for at sejle rundt på et skib fyldt med teenagere og lege aktivister,« siger hun.
Han har trods alt fået tildelt førtidspension af en kommune, som må antages at have visiteret ham og vurderet, at han opfylder kravene for at få førtidspension. Hvordan kan du så gøre dig til dommer over, at han alligevel ikke skal have førtidspension?
»Der er en alt for stor overrepræsentation blandt indvandrere på førtidspension. Det er blandt andet derfor, at vi har foreslået, at alle kommuner skal gennemgå de her sager igen, for den her overrepræsentation kan simpelthen ikke skyldes, at de alle sammen har mistet deres arbejdsevne. Jeg er ikke i tvivl om, at der rundt omkring i indvandrerkredse bliver snydt med førtidspensioner, og at der bliver rådgivet i, hvordan man gør det.«
Mohammed Maweds svar til kritikere som dig er jo at spørge, om I ville komme med samme kritik, hvis han var dansker og hed Lars. Hvad er dit svar til det?
»Nu er der jo ikke mange, der kommer fra Lars, der kommer fra Danmark og står i Go’ morgen Danmark indhyllet i palæstinensiske tørklæder og er dybt aktivistiske. Sandsynligheden er ikke ret stor for, at en Lars på førtidspension rejser med en flotille mod Gaza.«
B.T. har forelagt Inger Støjbergs udtalelser for Mohammed Mawed. Han er dog ikke vendt tilbage indenfor deadline.