Pludselig viste der sig helikoptere på himlen, flere både omringede dem, og israelske soldater bordede skibet.

Der vidste 58-årige palæstinensiskfødte Mohammed Mawed, at han og de andre Palæstina-aktivister ikke ville nå ind til Gaza som planlagt.

Til daglig er Mohammed Mawed, der kom til Danmark i 1988, på førtidspension. Det har han været de sidste to års tid. Inden det var han først pædagog på en fritidsklub og siden drev han en café og et transportfirma.

Oprindeligt var Mohammed Maweds plan blot at hjælpe de andre aktivister med at forberede sejlturen i Italien, hvor skibene udgik fra.

Men gennem samtaler med andre aktivister blev Mohammed Mawed overbevist om at trodse sine helbredsproblemer – der ifølge ham selv inkluderer diskusprolaps i ryggen og nakken, dårlige knæ og psykiske problemer – og sejle med.

Som del af en flotille på flere skibe – den såkaldte »Freedom Flotilla« – ville han ind i krigszonen, bryde den israelske blokade og bringe nødhjælp ind til palæstinenserne.

Her ses det skib, som Mohammed Mawed sejlede med på.
Her ses det skib, som Mohammed Mawed sejlede med på. Privatfoto

Ombord på skibene var flere andre aktivister, herunder to andre danskere.

Undervejs havde Mohammed Mawed til opgave at holde øje med droner, som aktivisterne frygtede ville angribe skibet.

Skibene blev dog stoppet, inden de nåede ind gennem blokaden og ind i krigszonen med nødhjælp til Gaza.

Selv omtaler Mohammed Mawed situationen, hvor han og de andre aktivister blev tilbageholdt af israelske myndigheder, som om han blev »kidnappet«. 

Her ses Mohammed Mawed ombord på skibet »Wijdan«, på engelsk kaldet »Conscience«, på vej mod Gaza.
Her ses Mohammed Mawed ombord på skibet »Wijdan«, på engelsk kaldet »Conscience«, på vej mod Gaza. Privatfoto

Du blev vel snarere tilbageholdt?

»Jeg følte mig kidnappet,« svarer han. 

Han fortæller til B.T., at han oplevede tilbageholdelsen som voldsom, og at han måtte sætte sig med hænderne i vejret, mens soldater bordede skibet.

Derefter ødelagde de israelske soldater ifølge Mohammed Mawed det kamera, som aktivisterne havde brugt til at livestreame deres sejltur, og aktivisterne blev tvunget til at smide palæstinensiske symboler ud.

Siden blev Mohammed Mawed og de andre aktivister samlet og ført til byen Ashdod, hvor de var tilbageholdt, inden han sammen med de to øvrige danske aktivister blev sendt på et fly via Tyrkiet hjem til København.

Mohammed Mawed kom efter en rejse på omkring tre uger hjem til Danmark igen i lørdags, og medvirkede tirsdag i Go' morgen Danmark på TV 2.

Hans optræden der har vakt stor debat på de sociale medier, hvor mange tusinde borgere og flere politiske partier har stillet spørgsmålstegn ved, hvordan han kan være rask nok til at sejle til Gaza, når han som førtidspensionist ikke er rask nok til at arbejde.

Læs Mohammed Maweds svar på den kritik herunder.