Ingen test, men en p-bøde i stedet.
Groteske scener udspillede sig forleden foran Falcks testcenter i Aarhus.
Her ventede over hundrede mennesker i kø på at få en coronatest kort før testcenterets lukketid klokken 20.
Mange af dem havde parkeret deres bil på den tilstødende parkeringsplads på Trindsøvej.
Hvad der tilsyneladende kom bag på mange, var, at pladsen krævede betaling for parkering.
Derfor kunne de mange ventede i køen stå og fryse, mens de så en parkeringsvagt gå rundt mellem bilerne og skrive den ene bøde ud efter den anden.
Søren Skifter, som ejer et rengøringsfirma i Viby, var en af dem, der oplevede scenariet.
Han beskrev senere optrinet på sin profil på Facebook med en video, hvor en parkeringsvagt udskriver bøder.
Pladsen ligger i et industrikvarter og bruges normalt kun om dagen.
Ifølge Søren Skifter var p-pladsen mørk og skiltene, der viste, at der var krav om betaling, var ikke oplyste og derfor svære at se.
Til Aarhus Stiftstidende fortæller han, at der kort før klokken 20 stod et par hundrede mennesker i køen. Da p-vagten dukkede op, opstod der uro.
»Der var åbenbart nogle, som bare skulle have den test. Men samtidig kunne de følge p-vagten nærme sig deres bil. En flok kvinder begyndte simpelthen at græde. De kom hjem uden testresultat. I stedet havde de fået en p-afgift,« fortæller han til avisen.
Han beskriver situationen foran testcenteret som surrealistisk.
Tidligere Aarhus-borgmester Louise Gade skriver i en kommentar til sagen, at forløbet er »fuldstændig uden nogen form for anstændighed.«
Det er firmaet Q-Park, der administrerer området.
Administrerende direktør, Alex Pedersen, siger til Aarhus Stiftstidende, at folk stadig skal betale, selv om der er coronakrise.
»Jeg bliver nødt til at gentage, at reglerne altså stadig gælder – corona eller ej. Og vores opgave er at sørge for, at reglerne bliver overholdt. I øvrigt er en af vores opgaver at sikre, at brandveje og andre adgangsveje bliver holdt frie,« siger han til avisen.