Det har vakt stor debat herhjemme, at Københavns Kommune vil have de ældre på plejehjemmene til at spise mere klimavenligt – og derfor skrue markant ned for kødet.

Nu er debatten nået over til den anden side af Atlanterhavet, hvor en magtfuld amerikansk senator pludselig blander sig med.

Konkret drejer det sig om Ted Cruz, der har været senator valgt for Texas siden 2012, og som også stillede op som kandidat til at blive Republikanernes præsidentkandidat i 2016 – hvor han tabte til Donald Trump.

»Venstreorienterede stinker,« skriver Ted Cruz i et opslag på det sociale medie X.

Opslaget er en videredeling af et billede, som Dansk Folkepartis nyvalgte folketingsmedlem, Malte Larsen, oprindeligt delte på X tirsdag.

Her illustrerer Malte Larsen i sin hånd, hvordan 80 gram hakket oksekød ser ud. Billedet er siden gået viralt – også udenfor Danmarks grænser.

Baggrunden er, at Københavns Kommunes vejledning for klimavenlige måltider lyder på, at hver enkelt beboer på kommunens plejehjem som udgangspunkt blot bør få serveret 500 gram tilberedt kød, heraf 80 gram okse-, kalve- og lammekød, om ugen.

Torsdag i sidste uge blev der stillet forslag i Københavns Borgerrepræsentation fra de borgerlige partier og Socialdemokratiet om at fritage plejehjemmene fra denne vejledning.

Forslaget blev sendt i udvalg, hvor det skal behandles i den kommende tid.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune har overfor B.T. understreget, at der er tale om en vejledning – og ikke et krav, når det kommer til mængden af oksekød, der serveres på kommunens plejehjem.

Den magtfulde amerikanske senator Ted Cruz blander sig nu pludselig i en ophedet dansk debat om klimavenlig ældremad.
Den magtfulde amerikanske senator Ted Cruz blander sig nu pludselig i en ophedet dansk debat om klimavenlig ældremad. Heather Diehl/AFP/Ritzau Scanpix

»Det er ikke en regel, at plejehjemsbeboere i Københavns Kommune kun må få 80 gram oksekød om ugen – det er vejledende pejlemærker i stil med de officielle kostråd,« lyder det i en skriftlig kommentar, der fortsætter:

»Pejlemærkerne er udformet sammen med DTU Fødevareinstituttet, og formålet er dels at reducere Københavns Kommunes klimaaftryk på fødevareindkøb med 25 procent og dels at sikre, at vi lever op til de nationale kostanbefalinger.«

Forvaltningen understreger, at det er op til det enkelte plejehjem, hvordan de vil arbejde med at opnå klimamålene, og at man »i princippet« også kan vælge at beholde oksekødet og reducere plejehjemmets CO₂-udledning på anden vis.

»Der er ingen sanktioner over for det enkelte plejehjem, hvis de ikke reducerer tilstrækkeligt – der er som sagt tale om vejledende pejlemærker. Vi oplever generelt, at plejehjemmene er glade for pejlemærkerne, fordi de kan vise vejen til en varieret, velsmagende og ernæringsrigtig kost,« oplyser Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.