Den seneste måned er antallet af børn mellem 0 og 5 år, der bliver indlagt i Danmark med covid-19, steget markant.

Men det er ikke det enkelte barn, der er den store bekymring.

Det mener Klaus Børch i hvert fald. Han er ledende overlæge på Børne- og Ungeafdelingen på Hvidovre Hospital og oplever et tydeligt stigende antal af børn, der kommer med mistanke eller med corona, og derfor skal undersøges.

»De allerfleste børn kan vi undersøge i modtagelsen, og så kan de gå hjem igen. Men der er cirka ti procent, der må indlægges,« fortæller overlægen.

Klaus Børch er ledende overlæge på Børne- og ungeafdelingen på Hvidovre Hospital.
Klaus Børch er ledende overlæge på Børne- og ungeafdelingen på Hvidovre Hospital.
Vis mere

Det er i tråd med nye tal fra Statens Serums Insititut: I den første uge af december blev der nemlig indlagt 26 børn på en uge, og over tre gange så mange i ugen før nytår, hvor 85 børn måtte på sygehuset.

Og Klaus Børch oplever, at de børn, der bliver indlagt, typisk er de mindste størrelser.

»Det er typisk spædbørnene, som vi er nødt til at indlægge, fordi corona gør, at de har problemer med at spise. Derfor skal de have mad gennem sonde, så de kan få den næring, som kroppen har brug for,« siger overlægen og fortsætter:

»Men helt overordnet bliver børn ikke særlig syge, når de får corona. Så det er ikke dér, bekymringen ligger.«

Ifølge Klaus Børch er bekymringen, hvis antallet af børn, der får corona stiger yderligere. Det vil nemlig udfordre kapaciteten, da det vil kræve flere sygeplejersker og læger.

»Når vi skal afsætte personale til de børn, der har corona, vil der blive mindre tid til de børn, der er mere syge. Dér er vi heldigvis ikke endnu. Men hvis antallet stiger lige så meget, som det har gjort siden Danmark åbnede op 1. april 2021, bliver det et problem,« forklarer han.

Og til slut en opfordring fra overlægen:

»Vi har indtrykket af, at forældre henvender sig, hvis de selv har corona og er bekymrede for deres børn. Men hvis forældrene har corona, er der ingen grund til at få testet børnene. Man skal kun søge læge, hvis man ellers ville.«