Stephan Larsen nåede sin grænse for tre år siden.
»Jeg var ikke glad i Danmark, og jeg indså, at det ikke var det værd. Det sled både på krop og sjæl. Jeg er 50 år gammel, men jeg ligner en på 70 år efterhånden, fordi jeg har arbejdet så meget,« siger han.
For Stephan Larsen har med egne ord ikke tal på de mange overtidstimer, han igennem 15 år nåede at få som intensiv- og narkosesygeplejerske på forskellige hospitaler i københavnsområdet.
Lige indtil han mod slutningen af 2018 besluttede sig for at sige farvel på grund af »summen af de mange dårlige oplevelser«.
Som eksempelvis de konstante nedskæringer og den stigende belastning. De manglende kollegaer til operationer, både akutte og planlagte. De alt for mange telefonopkald om natten eller tidligt om morgenen på grund af personalemangel. De missede jule- og nytårsaftener. De utallige dage uden frokostpause eller uden tid til bare at gå på toilettet på grund af travlhed. Løgnene om at have drukket en halv flaske rødvin for derved ikke at kunne blive tvangsindkaldt til en vagt.
I stedet sagde han goddag Sverige, hvor han stadig kører ambulance som narkosespecialiseret 'sjuksköterska'. Der er 160 kilometer fra bopælen i København til arbejdspladsen i Kristianstad i den østlige del af Skåne.
»Økonomisk og tidsmæssigt er det en omkostning for mig at arbejde så langt væk, men når jeg kigger på, hvordan jeg har det i forhold til i Danmark, så har jeg det bare så meget bedre. Overordnet har jeg fundet noget, jeg ikke kunne finde i 15 år i Danmark, hvor det ovenikøbet bare er gået ned ad bakke,« siger Stephan Larsen, der arbejder i 12- eller 24-timers skift og på den facon faktisk har fået mere tid sammen med familien end tidligere.
Eller sagt med andre ord: Han er igen glad for at gå på arbejde.
Selvom Stephan Larsen altså i nogle år ikke har arbejdet i det danske sundhedsvæsen, har han alligevel fulgt nøje med i et halvår med kaos på de danske hospitaler.
Der har været et enormt arbejdspres på grund af corona, sammenbrudte overenskomstforhandlinger, strejker og denne tirsdag har sygeplejersker over hele landet truet med at sige op.
»Se det som et udtryk for at grænsen er nået. Vi har stillet op så længe og har prøvet at holde skuden kørende, men nu kan folk ikke mere. Der er en metaltræthed, som er så ekstrem, i hele branchen. Vi kan bare ikke mere, og jeg endte altså med at tage konsekvensen,« siger Stephan Larsen, der erkender, at han som eftertragtet specialist har været privilegeret i forhold til at gå nye veje:
»Jeg synes da, at det er et kæmpetab for Region Hovedstaden og for patienterne, men jeg var også bare nødsaget til at gøre, hvad der var bedst for mig, og det har jeg fundet her i Sverige.«
På den anden side af Øresund er alt dog heller ikke rosenrødt, men Stephan Larsen oplever ikke et sundhedsvæsen, »hvor man har ladet det kuldsejle på samme måde, som man har gjort i Danmark«. Han fremhæver en større respekt, mere fleksibilitet – og ikke mindst en 25-30 procent højere løn. Og der er ikke behov for rødvinsløgne.
»Alt skal ikke gå op i penge, for så havde jeg da valgt en helt anden branche, men der skal være en balance: Vi sælger vores liv til de her hospitaler, og det bliver ikke honoreret. Lønnen er vigtig, men det er sekundært i forhold til at være glad for at gå på arbejde, ellers går man hjem med stress og møder med stress. Det er ikke holdbart i længden, og det har slidt for hårdt på mig, på mine kollegaer og på min familie,« siger Stephan Larsen.
Hvad siger du til dem, der vil kritisere dig for at have fået en uddannelse og oparbejdet erfaring i Danmark for så bare at smutte fra det hele?
»Jeg vil sige, at I har haft chancen. Ja, jeg har fået en fin uddannelse og ja, jeg har arbejdet 15 år som specialist i Danmark, men det synes jeg egentlig, er nok. Jeg har udtjent min værnepligt. Hvis du bad et murersjak om at arbejde under de forhold, vi har haft som sygeplejersker, ville de nedlægge arbejdet. Jeg synes ikke, at dem, jeg har arbejdet for, har honoreret det i tilstrækkelig grad,« siger Stephan Larsen:
»Hele vejen rundt har vi givet os for meget, og det duer ikke mere. Jeg synes, at vi er mere værd.«
