Da Steen Bonvang var 15 år, ændrede hans liv sig for evigt på få sekunder.

I en uheldig faldulykke brækkede den unge dreng ryggen og blev lam fra brystkassen og nedefter.

Steen fik dermed en hård besked af lægerne: Resten af livet skal du transportere dig selv rundt i en kørestol.

Livet som lam har haft sine udfordringer for Steen, og i dag er han også som 44-årig førtidspensionist, fordi kroppen simpelthen ikke holder til et arbejde.

Steen Bonvang i sin elskede handicapbus
Steen Bonvang i sin elskede handicapbus
Vis mere

Men for et par år siden fik han en tilføjelse i livet, der skulle gøre hverdagen langt, langt bedre.

Kommunen bevilgede nemlig Steen en såkaldt invalidevogn, så han selv kunne komme ud at køre, besøge sin familie i Jylland og komme til Brøndby-kampe, der er hans store passion.

Og vi skal netop dvæle ved Steens handicapbus, for i disse dage bliver den 44-årige mand overvælget af triste tanker, når han tænker på sit køretøj.

For at forstå de følelser skal vi skrue tiden tilbage til torsdag i sidste uge.

Steen Bonvang
Steen Bonvang
Vis mere

Her sad Steen nemlig og røg en cigaret omkring midnat i sit hjem på Østerby Allé i Taastrup, da han pludselig hørte et højt råb.

Den 44-årige mand blev nysgerrig og gik hen til havedøren, som han åbnede.

»Pludselig var der helt stille igen. Og så kom der et brag. Et højt et. Og så kom der et til, hvorefter lugten af røg nærmede sig. Bagefter kunne jeg så se en ildsøjle ved parkeringspladsen, hvor min bus holder,« fortæller Steen Bonvang.

Ikke lang tid efter stod en nærmest panisk Steen ude ved parkeringspladserne og forsøgte at se, hvilke biler der var ramt af flammerne, mens brandmændene på stedet holdt ham på afstand.

Og desværre kunne en betjent kort tid efter levere den værste besked, den Steen kunne forestille sig.

»Den får du ikke ud at køre igen,« sagde betjenten om bussen.

»Dér gik min verden i stykker. Hele mit liv har jeg kæmpet for at være selvstændig, og den her bus har betydet så meget. Det var meget hårdt,« fortæller Steen.

Her ses den brændte bus indefra
Her ses den brændte bus indefra Foto: Privatfoto
Vis mere

Nu tænker du nok:

Jamen, hvad er problemet? Steen får vel bare bevilget en ny bus, og så er han snart kørende igen?

Men nej. Udfordringen er nemlig, at det bestemt ikke er så let.

»En normal ny bevilling tager et halvt år at få, og lige nu er der ekstra stor rift om dem, så jeg skal nok vente omkring et år på en ny bil,« siger Steen.

Sådan så bussen ud dagen efter
Sådan så bussen ud dagen efter Foto: Privatfoto
Vis mere

Steen kan ikke bare tage bussen, sætte sig på en cykel eller låne en bil, som de fleste andre kan, og derfor føler han sig lige nu »grædefærdig«.

Og det leder ham hen til det budskab, han kæmper for at få ud.

»De her bilbrande har en konsekvens for dem, som det går ud over. Jeg talte med en anden herude, der også var dybt ulykkelig over, at hans drømmebil var brændt ned. Og vi er nogen, der er mere afhængige af vores bil, så det synes jeg, at man burde tænke på. Min frihed bliver helt og aldeles inddraget,« siger Steen.

Gerningsmændene er endnu ikke fundet.