Det skulle bare gøre ondt.
Sådan forklarede en 22-årige kvinde årsagen til, at hun i foråret stak sin tidligere veninde op til 30 gange i hovedet og på kroppen med en køkkenkniv i en opgang i Odense.
Den 22-årige kvinde var fredag for Retten i Odense, hvor hun blev idømt seks års fængsel for forsøg på manddrab.
Offeret, en 21-årig kvinde, havde på det tidspunkt en kæreste, som den 22-årige tidligere havde haft et intimt forhold til. Overfaldet fandt sted 17. april klokken 14.50 i opgangen foran offerets hoveddør. Offeret havde åbnet døren, efter den 22-årige havde ringet på og foregivet at skulle levere en pakke. Derefter blev den 21-årige stukket adskillige gange i hovedet og på kroppen, hvor hun blandt andet får gennemboret et skulderblad og en lunge.
Dagen inden havde den 22-årige været til fest på Sydfyn, hvor hun havde stjålet en telefon fra en fælles veninde.
»Så tager hun en kniv fra køkkenet og lægger sig til at sove,« siger anklager ved Fyns Politi, Sine Josephsen.
Ifølge den 22-åriges vidneforklaring i retten tog hun kniven, fordi ville gøre skade på sig selv dagen efter. Kniven er en almindelig stor køkkenkniv med sort skaft.
»Der bliver beskrevet, at den har et bladt på omkring 20 centimeter,« siger anklager Sine Josephsen.
På dagen for overfaldet låner den 22-årige en bil fra den skole på Sydfyn, hvor hun går, og derefter kører hun til Odense. Ifølge den 22-åriges egen forklaring går hun derefter lidt rundt i Odense, hvor hun også kigger på den stjålne telefon.
»Så popper der en video op fra den her veninde, hvor der er en video af den her fyr, og så knækker filmen for hende. Så bliver hun ramt af, at hun føler sig hånt,« siger anklageren.
Derefter skifter den 22-årige tøj til noget, der ligger i bilen, og så kører hun mod offerets adresse.
»Det skal gøre ondt på hende,« forklarede hun i retten.
Her finder overfaldet sted. Ifølge retten var offeret i livsfare, og drabsforsøget mislykkedes kun, fordi offerets kæreste råbte ad den 22-årige, som derefter stoppede.
Den 21-årige overlevede drabsforsøget, men har stadig gener efter de mange knivstik.
»Hun er selvfølgelig påvirket af det. Der er nogle ting, hun ikke kan i forbindelse med sin hobby, hun har svært ved at trække vejret dybt - stadig i dag.«
Den 22-årige kvinde er ikke tidligere dømt.