I løbet af weekenden har flere borgere henvendt sig til TestCenter Danmark (TCDK), fordi de har fået sms-beskeder, der ser ud til at være med dem som afsender.
Problemet er bare, at beskederne er falske.
Det oplyser Statens Serum Institut i en pressemeddelelse, hvori man advarer mod de falske beskeder:
»Der er tale om såkaldte smishing-beskeder (svindel, der rammer dig på sms, red.), hvor nogen udgiver sig for at være Testcenter Danmark,« siger den faglige direktør for TCDK, Anne-Marie Vangsted, og tilføjer:
»Formålet er at franarre folk personlige oplysninger.«
Derfor opfordrer man til, at borgerne er ekstra opmærksomme.
»De (borgerne, red.) skal ikke reagere på sms-beskeder, hvor de bliver bedt om at uploade et billede af nøglekortet til deres NemID eller bestille en COVID-19 test,« forklarer Anne-Marie Vangsted.
Hvis du bliver inviteret til få taget en covid-19-antistofprøve eller covid-19-virus prøve, så sker det altid via ens e-boks eller et fysisk brev.
På samme måde kan svaret på prøverne kun aflæses på ens personlige profil på www.sundhed.dk eller ved, at man kontakter sin egen læge. Er prøven positiv - altså, har du covid-19-virus i kroppen - vil man desuden blive ringet op af Styrelsen for Patienssikkerhed.