»Sammenligner man med det CO2-udslip, man vil have hjemme på en almindelig dag, så bliver det faktisk lavere, hvis du tager på vores festival.«

Sådan lyder det fra Caroline Ahlefeldt, der står bag 'TOMORROW FESTIVAL,' der for første gang løber af stablen i weekenden, 3.–4. september.

Festivalen, der udfolder sig i Valbyparken, har som det klare mål at inspirere festivalgængerne til en mere bæredygtig levevis.

Det sker med interaktive installationer, mad, talks og koncerter.

Caroline Søeborg Ahlefeldt, arrangør af den nye bæredygtige københavner-festival TOMORROW FESTIVAL.
Caroline Søeborg Ahlefeldt, arrangør af den nye bæredygtige københavner-festival TOMORROW FESTIVAL. Asger Ladefoged

Blandt andet sender festivalen navne som Den Sorte Skole, Hans Philip og Scarlet Pleasure på scenen, og Bjarke Ingels, Frank Hvam, Ida Auken og mange andre kan opleves i samtaler, der kredser om en bæredygtig fremtid.

Og selvom det lyder som et setup, der koster på CO2-kontoen, så understreger festivalarrangøren, at festivalen har gjort alt, hvad der kan gøres, for at holde CO2-udledningen nede.

»Vi har tænkt os om i alle led. Men det er ikke alt, vi kan gøre perfekt. Vi er alle på en rejse, og det er vi også med den her festival, hvor vi hele tiden skal finde de mest bæredygtige løsninger,« siger Caroline Ahlefeldt.

Det betyder, at alt hvad der kan, kører på el. Ligesom festivalen opfordrer folk til at tage offentlig trafik eller cyklen til festivalen, der også kun har vegetariske retter og lidt fisk på menuen.

»Det sværeste man kan er jo at ændre adfærd. Men det som forskerne siger virker, det er at mobilisere folk i fællesskaber.«

»Derfor har vi taget noget, som alle folk gerne vil, nemlig at tage på festival, og kombineret det med noget der er svært, nemlig at ændre adfærd,« forklarer festivalarrangør Caroline Ahlefeldt og understreger:

»Vi tror på, at vi kan nå folk på den her måde og inspirere folk til en varig, bæredygtig ændring i deres hverdag.«

TOMORROW FESTIVAL er non-profit, og selvom folkene bag ikke nødvendigvis forventer et overskud i år, så er det håbet, at festivaloverskuddet kan sendes videre og støtte nye bæredygtige projekter.