Fem kroner. Så meget koster det oven i prisen for entrebilletten, hver gang en person skal op i en af de fem største forlystelser i Djurs Sommerland.

Der skal man nemlig købe et mundbind af parken, som efter turen ifølge reglerne skal smides bort.

Noget, som René Bertelsen, der lørdag besøgte parken med sin familie, mener, er helt ved siden af skiven.

Han var i Djurs Sommerland med sin kone, sine to døtre på 15 og 19 og deres søn på 3 år. Da turen var overstået, havde prisen for mundbind alene kostet familien 250 kroner.

René Bertelsen, som har et årskort til Djurs Sommerland, fortæller, at det kostede ham og fanilien 250 kroner at betale for mundbuind ved ét besøg i parken.
René Bertelsen, som har et årskort til Djurs Sommerland, fortæller, at det kostede ham og fanilien 250 kroner at betale for mundbuind ved ét besøg i parken.
Vis mere

»Vi har allesammen årskort, og hvis vi siger, at vi vælger at besøge parken to til fire gange på en uge, så løber det altså op i nogle kroner på en sæson,« lyder det fra familiefaren.

I Tivoli har man valgt at købe en kæmpe bunke mundbind og dele ud til gæsterne. René Bertelsen havde gerne set, at man brugte samme model på Djurs.

»De er jo en af de helt store spillere i den her branche, og jeg synes bare, man burde overveje, om man skal tjene penge i sådan en situation,« siger han og fortsætter:

»Det ville jo svare til, at man sælger cola, og når det så bliver rigtig varmt, og alle er tørstige efter cola, så vælger man at sætte prisen i vejret. Man burde jo gå den anden vej.«

René Bertelsen forstår godt, at man skal tjene penge, han synes bare, at det var en omkostning, man skulle spare sine gæster for.

Fra Djurs Sommerland lyder det, at man ikke tjener penge på mundbindene.

»Det er ikke nogen hemmelighed, at vi helst havde været mundbindene foruden, og vi tjener ikke penge på dem. Derfor opfordrer vi også folk til at tage deres egne mundbind med, hvis de kan finde dem billigere,« lyder det fra direktøren for Djurs Sommerland, Henrik B. Nielsen.

Han forklarer, at de mange mundbind og salget af dem byder på en del ekstra arbejde. Det er dog arbejde, som munder ud i, at gæsterne igen kan fylde de fem store forlystelser Tigeren, Dragekongen, Piraten, Skatteøen og Juvelen helt op.

Direktøren siger videre, at han ikke kan kommentere på, hvorfor eksempelvis Tivoli kan dele gratis mundbind ud til alle.

»Jeg kan bare sige, at det kan ikke lade sig gøre for os,« lyder det fra ham, inden han tilføjer, at der stadig er 55 forlystelser, man kan bruge uden mundbind.

Han siger, at de fleste gæster har forståelse for, at salget af de omstridte corona-stoppere er et nødvendigt onde.

Det er René Bertelsen dog ikke helt enig i.

»Altså stemningen var dårlig. Folk forstod ikke, hvorfor de skulle betale for nye mundbind, hver gang de skulle på en forlystelse. Jeg kan da godt forstå, at en enlig mor eller en pensionist kan synes, det er mange penge at skulle betale,« lyder det fra gæsten, som kalder salget af mundbind vanvid.

Både han, konen og de tre børn har årskort til parken, og derfor har familien samlet set allerede lagt knap 3.500 kroner for at more sig i Djurs Sommerland.

Og direktør Henrik B. Nielsen siger, at han godt kan se, det kommer til at ramme stamkunder mere end folk, der kun kommer en enkelt gang.

»Når ellers ventetider til forlystelserne tillader det, så tilbyder vi folk, at de kan tage to ture med samme mundbind for at vise, at vi gør, hvad vi kan,« lover han fremtidige kunder, som måtte bruge parken.