Åh nej.

'I forbindelse med Jeres ophold på Landal Seawest vil vi hermed informere om, at vi dags dato er blevet kontaktet af en familie, som efter hjemkomst er blevet testet positiv for covid-19.'

Sådan stod der i en mail, som tikkede ind i 350 personers indbakke, efter de var kommet hjem fra et ophold i ferieparken Landal Seawest i Sydvestjylland.

»Vi hører først, at en eller flere af gæsterne er smittet, da de er taget hjem. Man er nok blevet testet efter hjemkomst, vil jeg tro,« siger Kent Lodberg, der er leder af salg og marketing i ferieparken.

Han forklarer, at familien tog hjem 11. juli efter et seks dage langt ophold.

Den 12. juli fik ferieparken besked om smittettilfældet, og samme dag udsendte de en mail.

»Vi har været i dialog med myndighederne på forhånd. De kræver ikke, at man skriver til gæsterne, da det også kan have en panik-effekt, men vi vurderede, at det var en god ide,« siger Kent Lodberg og fortsætter:

»Vi havde allerede mailen forberedt, hvis det skulle ske.«

Ferieparken Landal Seawest ligger ved den røde prik.
Ferieparken Landal Seawest ligger ved den røde prik. Foto: Google Maps
Vis mere

I ferieparken har man desuden opfordret alle ansatte til at blive testet. »Man kan jo ikke tvinge dem,« som Kent Lodberg siger. Dog håber han, at de vil gøre det.

Desuden har rengøringspersonalet gjort ekstra rent i den hytte, hvor familien har boet under opholdet.

Kent Lodberg og resten af ferieparken Landal Seawest er selvfølgelig kede af situationen, forklarer han.

»Men vi har gjort, hvad vi kan, for at smitten spreder sig mindst muligt.«

Der er cirka 1000 ferieboliger fordelt ud over Landals i alt seks ferieparker.