Er du på udkig efter et sommerhus? Så skal du skynde dig at købe et.

Ejendomsmæglere melder nemlig udsolgt i flere danske byer.

Det skriver Finans.

I flere områder som for eksempel Blåvand, Marienlyst Strand, Karrebæksminde, Løkken/Blokhus, Farsø/Limfjorden, Sønderborg/Als, Sydfyn/Svendborg, Frederikssund/Skibby/Jægerspris og Bornholm melder RealMæglerne om usædvanligt få sommerhuse i udbud. Nogle steder er der helt udsolgt, oplyser Mikkel Milsgaard, kommunikationsansvarlig hos RealMæglerne til Finans.

Til samme medie udtaler Henrik Hauthorn Jensen, boligmarkedsanalytiker i Home, at der også er udsolgt af sommerhuse i Stødov Bakker på Helgenæs, Nyborg og Lumsås i Nykøbing Sjælland.

Tal fra Boligsiden viser, at der i 2020 var en stigning på 65 procent i antallet af solgte sommerhuse i forhold til året før. I 2020 blev der solgt sommerhuse for 23 milliarder kroner.

Og kigger man på sommerhussalget i 2. kvartal 2020, hvor store dele af landet var hjemsendt, blev der i faktiske tal solgt 5.814 sommerhuse, mod 3.066 i samme kvartal året før.

Det er rekordhøjt niveau og det højeste antal sommerhussalg i et kvartal nogensinde siden statistikkens start i 1992, fortæller Jakob Holmgaard, der er fuldmægtig i Danmarks Statistik.

»Aldrig før har der været så mange, der har anskaffet sig sommerhus som i år. Den procentvise stigning mellem andet kvartal 2019 og andet kvartal 2020 er på 90 procent, når man kigger på både de faktiske og sæsonkorrigerede tal. Det er den største stigning i forhold til samme kvartal året før siden 2005, hvor de sæsonkorrigerede tal starter.«