Har du fået dig en ny hobby under corona? Så er du næppe den eneste.

Flere har nemlig fået nye interesser, som er lidt større end puslespil og surdej. Der er blevet tegnet forsikringer på hunde, både og sommerhuse i stor stil under krisen.

»Der har været en solid stigning i antallet af forsikringer på de såkaldte passion-produkter«, fortæller kommunikationschef Birgitte Ringbæk fra forsikringsselskabet IF.

Og kigger man på sommerhussalget i 2. kvartal 2020, hvor store dele af landet var hjemsendt, blev der i faktiske tal solgt 5.814 sommerhuse, mod 3.066 i samme kvartal året før.

Det er rekordhøjt niveau og det højeste antal sommerhussalg i et kvartal nogensinde siden statistikkens start i 1992, fortæller Jakob Holmgaard, der er fuldmægtig i Danmarks Statistik.

»Aldrig før har der været så mange, der har anskaffet sig sommerhus som i år. Den procentvise stigning mellem andet kvartal 2019 og andet kvartal 2020 er på 90 procent, når man kigger på både de faktiske og sæsonkorrigerede tal. Det er den største stigning i forhold til samme kvartal året før siden 2005, hvor de sæsonkorrigerede tal starter.«

Og danskerne har altså ikke kun tilbragt tid i sommerhuset. For små, søde hundehvalp er også en af de ting, som danskerne har taget til sig.

Dansk Kennel Klub oplyser, at de i august og september noterede 26 procent flere registreringer af hunde, sammenlignet med samme periode året, mens IF forsikring har sikret 40 procent flere hundehvalpe mod ulykker i 2020 sammenlignet med 2019.

Og hvad gør man, hvis man har meget tid og elsker havet? Man anskaffer sig en båd! Og det har mange gjort. Faktisk i sådan en grad, at væksten af bådforsikringer i det danske ben af If-koncernen overstiger væksten i den svenske del af IF.

»Det er bemærkelsesværdigt, fordi svenskerne med deres mange søer og skærgårde er en stor sejlernation. Mange danskere har investeret i deres første båd, andre har opgraderet til en større,« siger Birgitte Ringbæk.