Han åbner køkkenvinduet og banker den lille sorte skål med madrester mod vindueskarmen.
‘Kom Biba, så er der morgenmad.’
69-årige Søren Damgaard er egentlig ikke så meget for at tale om det, for han ved godt, at det kan sætte folks blod i kog.
Men i over tyve år har han været nære venner med en afdød sølvmåge, dens mage og nu den nyes mage. Alle kaldet Biba. Med årene er han kommet så tæt på dem, at han – måske bedre end nogen anden – forstår deres mågeskrig og kan afkode lydene.
Så Søren Damgaard er klar til at forsvare de ellers forhadte måger og deres ret til at bo i Aarhus. Så meget, at han har klaget til Pressenævnet over en krænkende måge-artikel.
For mågerne har boet i havnebyen, længe før vi mennesker begyndte at bygge kystnære boligkomplekser og sågar en hel ny bydel ved havnen. Mågerne var der først.
Søren Damgaard bor i en stor taglejlighed i midten af det eftertragtede Latinerkvarter i Aarhus. Der er ikke længere til vandet, end at man kan se havnekranerne fra vinduerne, og på tagryggene af kvarterets gamle bygninger bor der forskellige mågepar.
Søren Damgaard er en Aarhus-original. Han arbejder som selvstændig arkitekt, der blandt andet har tegnet en række kendte restauranter og bygninger, og så emmer hele lejligheden af hans kærlighed til kunst og kreativitet.
Han designer og bygger selv LED-lamper i farvet plexiglas, som hænger i tætte klynger overalt i lejligheden. Og der er så meget kunst, at der langtfra er plads på væggene, så i stuen er hele loftet dækket af malerier i en stor farveeksplosion.
Og så er der et tårn, som fører op til en hjemmebygget tagterrasse. Det var her, det hele startede for over 20 år siden.
Søren Damgaard sad og drak hvidvin og pillede rejer, mens han kiggede ud over de mange røde teglstenstage i kvarteret. På en af tagryggene sad en måge og fulgte interesseret med i rejepilleriet. Han kastede skaller til den, og den kom tættere og tættere på.
Den dag startede et langvarigt venskab. Mellem Søren Damgaard og hanmågen, som han døbte Biba. Biba forsvandt, eller gik på pension, som Søren kalder det, for et par år siden. Men Bibas yngre kone er blevet hængende og har fået sig en ny og endnu yngre mand. Det er det mågepar, Søren Damgaard i dag har en relation til.
»Det er helt vidunderligt at have kontakt til et vildt dyr på den måde, og med tiden blev Biba en slags ven for mig. Det er en slags funktionsrelation. Mågen får mad, og jeg får fornøjelsen af at få indsigt i, hvad det vil sige at være måge. Det gør mig glad at kunne følge med i hverdagen,« siger han.
Søren Damgaard er vokset op på en gård i nærheden af Herning. Her i hedelandet var der ingen måger, til gengæld var der masser af andre dyr og fugle, som Søren havde et ‘naturligt og ikkesentimentalt’ forhold til.
Og måske derfor faldt det ham naturligt at forholde sig til de fugle, der holder til i byen.
Efterhånden ved han cirka alt, der er værd at vide om måger. For eksempel at de kun sover med en hjernehalvdel ad gangen. Eller at de sveder ud af munden. At de gaber og strækker sig ligesom mennesker. At de renser hinandens fjer på hovedet. At de lever monogamt i langvarige parforhold.
Han følger med i deres daglige rytme. Fødejagten, middagsluren, parringerne og børnepasningen. Han har læst tykke bind om mågerne og kender al den nyeste forskning på området.
Søren Damgaard gestikulerer med armene, når han fortæller. Og rejser sig pludselig og henter en stige og tager en kasse ned fyldt med billeder af mågerne. Smukke fotografier af mågerne fra alle tænkelige vinkler og i alle mulige sindsstemninger taget i løbet af de seneste tyve år.
Han lyser op og bladrer i bunken efter sit yndlingsmågeportræt, som han har fået fremkaldt i stor størrelse.
»Den ligner en engel på dette billede, synes du ikke? Vingefanget er over halvanden meter, og den spreder vingerne helt ud, når den skal lande, lidt ligesom et fly gør. Man kan bare se på mågen, at den er lynende intelligent,« siger han.
Men hvorfor er det lige mågerne, han har kastet sin kærlighed over?
»Fordi det er dem, der bor her. De er mine naboer, om jeg vil det eller ej. Og fordi de bare er så fascinerende og intelligente og virkelig fantastiske. Jeg synes også, de er smukke med deres velholdte hvidgrå camouflagefjer, der passer til skyernes farver og så det knaldgule næb med en orange plet, som ungerne kan sigte efter, når de er små og blinde,« siger han.
Søren Damgaard kender efterhånden mågerne så godt, at han kan kende deres skrig og lyde fra hinanden. Han er gået i gang med systematisk at inddele lydene i 12 forskellige kategorier, for eksempel hilselyde, advarselslyde, tiggelyde og sexlyde.
Han taler og kommunikerer med mågerne, når han fodrer dem gennem vinduet. Han spørger mågen, om den vil have mad, og når den så gør den bestemte bevægelse med næbbet, peger han, og mågen tripper et par skridt til siden, så han kan komme til at åbne vinduet for den.
I dag starter han med at give hunmågen et par løgringe, toppen at en tomat og lidt æggeblomme. Mågen spankulerer på vindueskarmen, og det gule næb griber rutineret madresterne.
Der er hvide pletter på køkkenruderne. Det er kalkafmærkninger fra mågernes næb, når de kommer helt tæt på og banker på glasset. Der er ikke meget plads at stå på, så mågerne har skullet øve sig i at lande på afsatsen.
Søren Damgaard går ud i viktualierummet og henter en stor kølle sortfodsskinke importeret fra Spanien. Han skærer en luns fedtkant af og går hen til det åbne køkkenvindue.
»Skal du have lidt heroin, Biba? Kom her, så er der serveret morgenmad. Sådan et stykke fedt er rent brændstof jo,« siger Søren Damgaard til mågen i vinduet.
Lige for tiden fodrer han mågerne hver morgen, når de kommer forbi omkring klokken halv ni. Og sidst på eftermiddagen, når mørket er ved at falde på, kommer mågerne igen og lægger sig og slapper af ved vinduet.
Når Søren Damgaard har gæster til middagsselskaber, er de fleste vældig interesserede i at hilse på mågerne. Men han ved godt, at de fleste aarhusianere ikke er specielt begejstrede for hans næbbede venner.
»Debatten er enormt betændt. Mange mennesker er nærmest bange for naturen og har ikke en forståelse for, at selvfølgelig er der måger i en havneby. Det er lige så meget deres hjem, som det er vores. Det er typisk unge kvinder, der kan blive enormt angste, og så kommer der pludselig folkekrav om, at mågerne skal skydes og udryddes,« siger han.
Selvom han godt ved, han ikke bliver populær på at være mågernes ven, vælger han at tage dem i forsvar.
I 2013 klagede han til Pressenævnet over en artikel i Lokalavisen Aarhus med rubrikken ‘Mågekolonier invaderer Aarhus’, fordi han mente, avisen kørte en urimelig hetz mod mågerne og fejlagtigt skrev, at de invaderede byen.
Pressenævnet afviste dog klagen, fordi Søren Damgaard ikke selv var omtalt i artiklen og derfor ikke kunne være en krænket part.
»Jeg blev sur over den artikel, fordi den ikke havde noget med virkeligheden at gøre, men derimod kogte følelser op til en lynchstemning. Det var så krigerisk, at jeg blev nødt til at forsvare mågerne og prøve at tage til genmæle på deres vegne,« siger han.
Stemningen er ikke blevet mere forsonlig siden, men Søren Damgaard håber stadig, flere vil lære at se det smukke i sølvmågerne og acceptere, at der også skal være plads til dem i byen.
