»Sprit udstyr af før og efter brug.«

Det krav blev indført i træningscentre landet over, da regeringen med råd fra blandt andre Sundhedsstyrelsen 8. juni tillod træningscentre at åbne igen under coronapandemien.

Men det er dog ikke alle fra myndighedernes top, der husker det.

Manden bag myndighedernes mange videoer om at spritte rigtigt af og bruge mundbind korrekt – Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm – træner hyppigt i træningscentret Sats på Østerbro i København.

Men ifølge en af centrets andre gæster, 27-årige Linnea Bloch fra København, glemmer Søren Brostøm at følge sine egne regler om afspritning. Hun har fulgt Brostrøms træningsvaner gennem nogle uger og fortæller, at sundhedsdirektøren konsekvent ikke afspritter redskaber eller sine hænder.

I en video, der er optaget for en måned siden, konfronterer Linnea Bloch Søren Brostrøm for ikke at spritte en maskine af.

»Er du færdig med den der maskine derhenne?« spørger hun Søren Brostrøm i videoen, hvortil han svarer 'ja'.

»Skal du så ikke spritte den af?« spørger hun ham.

Efter 15 sekunders pause svarer Søren Brostrøm: 'Hva' siger du?', hvortil Linnea gentager spørgsmålet:

»Skal du så ikke spritte den af?« hvorefter Søren Brostrøm kigger på hende og siger:

»Skal jeg det? Det gør jeg så,« siger han og går hen mod spritten.

Kravene om at spritte maskiner og udstyr af efter hvert brug blev indført i Sats og andre træningscentre 8. juni, hvor Kulturministeriet sendte retningslinjer for rengøring i centrene ud.

Oplever du, at gæster ikke spritter af i træningscentre, så skriv til os på 1929@bt.dk eller klik her

Sats-træningscentret på Nygårdsvej i København, hvor videoen er optaget, siger til B.T., at de gør gæsterne tydeligt opmærksomme på reglerne om afspritning via skilte i centret.

B.T. har foreholdt Søren Brostrøm kritikken og påstandene fra Linnea Bloch. Sundhedsstyrelsens direktør lægger sig fladt ned.

»Jeg kan godt huske hændelsen. Hun har selvfølgelig ret i, at jeg skal spritte af, og jeg er normalt omhyggelig med det, men jeg er kun et menneske,« siger Søren Brostrøm.

»Selvfølgelig skal jeg også følge de regler, som jeg er med til at sætte. Det er ikke godt, og selvfølgelig er det alvorligt, men jeg kan ikke påstå, at jeg ikke har gjort det, og jeg kan ikke love, at jeg ikke kommer til at gøre det igen,« siger Søren Brostrøm.