»Det er gode nyheder for folkesundheden, at danskerne igen får mulighed for at dyrke fitness i landets fitness- og træningscentre fra juni.«

Sådan indledes en pressemeddelelse fra Danmarks største fitnesskæde, Fitness World. Men læser man videre ned i meddelelsen – helt ned til bunden – står der, at Fitness World ikke åbner.

Heller ikke selv om om der sent lørdag aften blev givet politisk grønt lys til, at danskerne fra mandag den 8. juni igen kan brænde kalorier af i de danske træningscentre.

'Fitness World har ikke fastsat den endelige åbningsdato og afventer fortsat myndighedernes retningslinjer. Men virksomheden bekræfter, at de ikke åbner mandag den 8. juni, da genåbningen først kan planlægges i detaljer og koordineres med de mere end 4.000 medarbejdere, der skal kaldes tilbage på arbejde, når de specifikke retningslinjerne foreligger,' står der i pressemeddelelsen.

Fitness World valgte frivilligt at lukke sine 175 centre i marts, og siden har de mange løse håndvægte og romaskiner samlet støv i de mennesketomme lokaler.

Den endelige dato for åbning af centrene er altså ikke fastlagt, men ifølge direktør i Fitness World Lars Frødstrup venter man med begejstring på, at det sker:

»Vi er meget begejstrede for nyheden om, at vi kan få lov til at åbne vores centre igen, men afventer de endelige retningslinjer. Vi ved, at mange danskere har ventet længe på denne mulighed og glæder sig til at komme tilbage til træningen, og vi glæder os utrolig meget til at tage imod dem og hjælpe dem tilbage i de gode træningsvaner,« siger han og fortsætter:

»Vi er glade for, at træning og folkesundheden er blevet prioriteret, og at den tidligere vurdering af træning og fitness er blevet ændret. Det har stor sundhedsmæssig betydning både fysisk, socialt og mentalt, at mere end 800.000 danskere nu kan komme tilbage til deres træning og ind i de gode træningsvaner igen,« lyder det fra Lars Frødstrup.