En bøde på 22.500 kroner.
Det er, hvad dagligvarebutikken Fakta i Rypehusene i Albertslund står til at betale efter et kontrolbesøg af Fødevarestyrelsen.
Det skriver TV 2 Lorry.
Under besøget, som i øvrigt fandt sted på baggrund af en forbrugerhenvendelse, kunne styrelsen nemlig konstatere, at butikken ikke udførte tilstrækkelig rengøring.
Det fremgår af butikkens kontrolrapport, hvor der blandt andet står skrevet, at der blev fundet snavs og støv på butikkens salgsareal samt 'grøn, hvid og sort vækst' på hylderne i butikkens kølerum, hvor der opbevares mejeriprodukter.
Det er i øvrigt ikke første gang, at Fødevarestyrelsen kigger forbi med en bøde til Fakta-butikken i Albertslund.
Tilbage i november 2020 var styrelsen nemlig ligeledes på besøg, og også her kunne de konstatere, at butikken ikke levede op til kravene til rengøring. Under besøget blev der nemlig fundet spindelvæv i butikkens frugt- og grøntafdeling og et 'tykt' lag snavs i bakeoff-afdelingen, og det kostede derfor en bøde og en sur smiley.
TV 2 Lorry har rettet henvendelse til Coop, som ejer kæden, og i en skriftlig kommentar fortæller afdelingschef Bettina Ørsnes Larsen, at butikken nu vil sætte ind på ekstra rengøring;
»Butikken var ikke tilstrækkeligt rengjort ved kontrolbesøget for nylig. Butikken har ellers haft to godkendte besøg i forhold til rengøring siden efteråret 2020 og har dermed haft en glad smiley hængende. Vi må derfor konstatere, at det igen er nødvendigt at sætte ekstra rengøringsressourcer på butikken,« skriver hun i en kommentar til TV 2 Lorry.
Afdelingschefen påpeger desuden, at Fakta-butikken netop er gået ind i en renoveringsperiode, og at det er en større opgave for butikken.
Ud over en bøde på 22.500 kroner fik Fakta i Rypehusene i Albertslund også en sur smiley, som skal hænge synlig i butikkens indgang.



