På Frederiksberg er det muligvis sidste gang, vi ser lokalpolitikeres smilende ansigter hænge i træer og på lygtepæle.

Hvert fald hvis man spørger De Konservative og Socialdemokratiet, der er kommunens største partier. Det skriver Politiken.

For står det til dem, skal kommunalvalget i 2025 være helt uden valgplakater.

Både De Konservatives borgmester, Simon Aggesen, og Socialdemokratiets borgmesterkandidat, Michael Vindfeldt, mener nemlig, at antallet af plakater er 'stukket helt af' ved dette års kommunalvalg.

Det på trods af, at De Konservative har hængt cirka 6.000 plakater op og Socialdemokratiet 5.000.

Dog er partierne kun villige til at skrotte valgplakaterne, hvis de andre partier vælger at følge trop.

»Det giver ikke mening, at et par partier dropper det, mens nogle ikke gør. Så vil folk jo spørge, om De Konservative og Socialdemokraterne ikke stiller op. Der må være frihed for Loke såvel som for Thor,« siger Michael Vindfeldt til Politiken.

Venstres spidskandidat på Frederiksberg, Jan E. Jørgensen, afviser dog ideen, fordi han mener, det er en gammel dansk tradition. I stedet opfordrer han til, at man genbruger sine valgplakater, som han selv gør.