Den danske islamkritiker Rasmus Paludan er blevet udvist af Frankrig.

Det oplyser Stram Kurs' partileder over en telefonforbindelse fra en fransk politistation, hvor han lige nu bliver tilbageholdt af fransk politi.

»De har meddelt mig, at indenrigsministeriet har besluttet, at jeg skal forlade landet,« siger han.

På sociale medier har Rasmus Paludan bebudet, at han sammen med sine meningsfæller agter at afholde demonstrationer i Frankrig, Tyskland og Belgien.

I Paris var det hans plan at brænde koranen under triumfbuen, men det blev ifølge islamkritikeren forhindret af politiet.

»Vi kunne ikke brænde en koran, fordi politiet i Paris havde meddelt, at enhver form for demonstration var forbudt,« siger han.

Trods demonstrationsforbuddet rejste Rasmus Paludan i nat ind i Frankrig, men da han tidligere i dag forlod hotellet for at gå ned til en bil, der holdt i nærheden, blev han standset af fransk politi, der gav ham en bøde på stedet.

»Planen var ikke at demonstrere, men at lave nogle optagelser i Paris, hvor jeg kom med nogle ytringer om situationen,« siger han.

B.T. ville gerne have spurgt Rasmus Paludan, hvorfor han valgte at trodse de franske myndigheders henstilinger, men samtalen bliver afbrudt af en fransktalende person, der beder Rasmus Paludan komme med til afhøring.

Det er ikke første gang, Rasmus Paludan rager uklar med myndighederne i andre lande. I oktober blev han anholdt i Tyskland, og tidligere i år blev han stoppet ved grænsen til Sverige og tildelt et indrejseforbud i to år. Paludan har anmeldt en demonstration i Bruxelles-bydelen Sint-Jans-Molenbeek i morgen og en anden demonstration i Berlin om to dage.