Rasmus Paludan er blevet anholdt efter at have forsøgt at rejse ind i Tyskland. Det oplyser den tyske avis Der Tagesspiegel.

På Facebook har Rasmus Paludan annonceret, at han onsdag ville afholde en demonstration ved Sonnenallee i Neukölln – et område, hvor der bor mange muslimer.

»Vi mener, at det tyske folk skal vide, hvad islam er! Det har vi tænkt os at vise os på onsdag. Så får vi alle at se, om det virkelig er fredens religion! Vi medbringer koran!« udtalte Rasmus Paludan på Stram Kurs' Facebook-side mandag formiddag.

Tirsdag blev partilederen imidlertid af de tyske myndigheder forhindret i at rejse ind i Tyskland, da han forsøgte at komme ind i landet via Tegel Lufthavn i Berlin.

Det oplyser en talsmand for indenrigsadministrationen til Tagesspiegel.

»Mens han stadig sad i flyet, gav det føderale politi ham afslag på indrejse fra det statslige immigrationskontor,« udtaler talsmanden og tilføjer:

»Hr. Paludan steg ikke ud af flyet og fløj tilbage til København tirsdag eftermiddag.«

Ifølge det tyske medie blev han givet et indrejseforbud til og med den 31. oktober, men allerede onsdag forsøgte Rasmus Paludan igen at komme til Berlin.

Partileder for partiet Stram Kurs Rasmus Paludan deler foldere ud på Nørrebro onsdag d. 15 maj 2019.
Partileder for partiet Stram Kurs Rasmus Paludan deler foldere ud på Nørrebro onsdag d. 15 maj 2019. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Det førte til, at politiet arresterede ham. Han risikerer nu en bøde eller fængselsstraf på op til et år, skriver mediet.

B.T. har forsøgt at ringe til Rasmus Paludan, men han tager ikke telefonen.

Fungerende stabschef i Stram Kurs, Henrik Søndergaard, bekræfter dog, at partilederen er blevet anholdt.

»Han blev i første omgang afvist i flyveren, og han blev så senere anholdt i Berlin, for så kørte han derned i en bil. Han havde opgivet at demonstrere, men han havde et ærinde på den svenske ambassade i Berlin,« siger Henrik Søndergaard.

Hvilket ærinde Rasmus Paludan havde på den svenske ambassade, kan stabschefen ikke svare på. Rasmus Paludan - der har svenske far - blev for nyligt tildelt svensk statsborgerskab, efter tidligere at være blevet nægtet indrejse i Sverige.

Efter at have ordnet sit ærinde blev Rasmus Paludan anholdt af tysk politi uden for ambassaden.

Den oprindelige plan om at demonstrere blev udført af andre medlemmer af partiet. Demonstrationen forløb fredeligt. Koranen blev ikke brændt, og det var på intet tidspunkt planen, siger stabschefen.

»Det er ikke korrekt, som det tyske politi har påstået, at der var planer om at brænde en koran. Det er ulovligt i Tyskland, og vi gør ikke noget, der er ulovligt. Vi har brændt koranen i Danmark og i Sverige, hvor det er tilladt, men ikke i Tyksland,« siger Henrik Søndergaard.

I stedet nøjedes demonstranterne med at læse bestemte passager op fra koranen.

»Vi talte kun dansk, så folk forstod ikke, hvad vi sagde. Det var meningen, at Rasmus skulle sige noget på tysk, for det er ham, der kan tysk. Det kan vi andre ikke,« siger Henrik Søndergaard.

Efter udgivelsen af denne artikel har B.T. været i kontakt med Rasmus Paludan, der oplyser, at han ikke taler tysk og at det ikke på noget tidspunkt var planen, at sige noget på tysk under demonstrationen.