Meget peger i retningen af, at kontanter har en udløbsdato, da færre og færre benytter sig af den betalingsform. Hos tankstationen Uno-X rammer udløbsdatoen i de kommende dage.

Selskabet oplyser nemlig i en pressemeddelelse, at du snart ikke kan bruge kontanter, når du handler brændstof hos dem. Det vil ske på samtlige lavsprisstationer i hele landet.

I stedet vælger Uno-X at indføre, at man kan betale med den populære betalings-app MobilePay.

»Fremtidens betaling er kontantfri, og efter grundige overvejelser mener vi, at tiden nu er moden til at nedlægge kontantbetaling på Sjælland og i resten af landet,« forklarer Lars Kejser, der er distriktspartner hos Uno-X på Sjælland.

»Kontantfribetaling sikrer en hurtig, enkel og tryg tankningsoplevelse, og med den seneste bølge af tyveriforsøg er vi blevet endnu mere bekræftet i, at det er den rette beslutning,« siger han.

Nyheden kommer ikke mere end to uger efter erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) fremlagde, at han ville tillade benzinstationer, kiosker og tøjbutikker at nægte at tage imod kontakter.

»Der er færre, der bruger kontanter i dag, og derfor mener vi, at der skal være en balance mellem det besvær og den sikkerhedsrisiko, som vi pålægger erhvervsdrivende og så den fordel, det er at tage imod kontanter,« sagde han til DR.

Fordelen ved at fjerne kontanterne fra butikkerne er, at der er en større sikkerhed i forhold til mulige røverier. Allerede i 2017 trådte en lov i kraft, der tilladte butikker at afvise kontanter mellem klokken 22 og 06.

For Uno-X betyder det også meget, at man nu kan øge tempoet på tankstationerne og gøre det hele mere simpelt for kunderne.

»Vi tager ikke noget fra kontantkunderne uden at give noget igen. Derfor glæder det mig at meddele, at vi i den kommende tid udruller MobilePay på Sjælland og over resten af landet,« siger Lars Kejser.

»Vi arbejder hele tiden på at gøre tankningen så hurtig, enkel og tryg som muligt, og med MobilePay kan kunder nu tanke brændstof, selvom de har glemt Dankortet derhjemme,« forklarer han.

Uno-X har omkring 500 tankstationer fordelt ud over hele Skandinavien. I Danmark er det kun muligt at tanke hos dem, da de ikke har butikker.