Det er nemt, det er hurtigt, og du kan handle uden at være i kontakt med nogen. Selvbetjeningskasser, hvor du selv scanner og betaler dine varer, er blevet udbredt til flere supermarkeder de seneste år.
Men hvis du er glad for selvbetjeningskasserne og har bemærket, at du er blevet lidt tykkere, kan der være en sammenhæng.
En PhD-afhandling fra Norges Handelshøyskole viser nemlig, at de supermarkeder, der har fået selvbetjeningskasser i butikken, sælger mellem 10 og 15 procent mere slik, chips og sodavand, end samme butikker gjorde, før de fik selvbetjeningskasser.
»Jeg tror, en vigtig forklaring er, at vi oplever det som lidt pinligt at købe usunde varer og derfor føler, det er nemmere at købe chips og sodavand ved en selvbetjeningskasse,« siger Andreas Olden, der står bag PhD-afhandlingen:
»I en traditionel butik skal man lægge alle de usunde varer op på kassebåndet, og der føler mange, at der bliver holdt øje med dem.«
Med andre ord: Den anonymitet, vi får i en selvbetjeningskasse, gør, at vi ikke skammer os over at smide en ekstra pose chips eller lidt mere slik i indkøbskurven.
Og det er både godt og skidt, mener ernæringsekspert og kostvejleder Martin Kreutzer:
»Vi er underlagt en form for social kontrol, når vi køber ind. Hvis vi er overvægtige og køber flødeboller, føler vi, at vi skal skamme os og snige os igennem kassen,« siger han:
»Så på en måde er det positivt, at vi med de her selvbetjeningskasser nu kan træffe de her dårlige valg uden at skulle skamme os og have det dårligt,« siger Martin Kreutzer.
På den anden side er det stigende salg af usund mad på grund af selvbetjeningskasser også ekstremt uheldigt.
»Det er endnu en ting, der gør, at vi får et øget madmisbrug med supermarkedet som leverandør. Det kan bidrage til, at fedmeeksplosionen kører endnu stærkere, så det her er jo bare endnu et søm i ligkisten for dem, der spiser dårlig mad,« siger Martin Kreutzer.
I Danmark har især Føtex og Bilka indført selvbetjeningskasser. Salling Group oplyser, at de ikke har data, der viser, om samme mønster tegner sig i Danmark.