Da kommunikationsrådgiveren Rulle Grabow mandag skulle på apoteket for at købe medicin, fik hun sig noget af en overraskelse.

Prisen på det antidepressive medicin fluoxetin, som hun har taget i 30 år, var ottedobbelt.

»Jeg henter det hver tredje måned, og da jeg skulle købe det forleden dag, kunne jeg konstatere, at prisen var steget markant. Det plejer at koste 50 kroner, nu skulle jeg give 400 kroner,« fortæller hun til B.T.

Den markante prisstigning er imidlertid ikke noget problem for hende, understreger hun, men det kan det, som hun selv siger, sagtens været for de mange tusinde andre danskere, som dagligt er nødt til at tage medicinen.

Rulle Grabow.
Rulle Grabow.
Vis mere

Oplever du, at prisen på din medicin er steget markant? Så hører B.T. gerne fra dig. Skriv til sboa@bt.dk

»Det er bekymrende, synes jeg. Hvis man stopper med at tage medicinen, så kan du blive psykotisk og meget syg, og det kan i allerværste fald koste menneskeliv,« fortæller hun videre.

Derfor satte hun sig også hjem bag sin computerskærm og skrev om problematikken på det sociale medie Twitter, hvor hun opfordrede sine følgere til at være opmærksomme på pårørende, der måske ikke har råd til medicinen i disse tider.

Og en af dem er 51-årige Ditte fra Hillerød. Hun er på kontanthjælp, men hun ønsker ikke at stå frem med navn og ansigt. B.T. er bekendt med hendes identitet.

»Jeg har taget medicinen i fem år, og hvis den er så dyr, som den er nu, så har jeg ganske enkelt ikke råd til den,« fortæller Ditte.

»Da jeg købte det sidste gang, måtte jeg gå grædende fra apoteket, fordi det allerede var blevet meget dyrt. Men det er åbenbart medicinalfirmaerne, der styrer det fuldstændig,« fortæller Ditte.

Forening: Producenterne forsvinder

I Danmark opererer man med prisperioder af 14 dages varighed i udbud fra landets apoteker.

Den virksomhed, der har den laveste pris i perioden på lægemidlet, vinder stort set hele markedet til at sælge virksomhedens lægemiddel i en periode på to uger.

Men hvis antallet af producenter, der producerer lægemidlet, er faldende, eller nærmest ikke-eksisterende, så betyder det også, at prisen ofte stiger.

Og det er netop tilfældet med det antidepressive medicin, fortæller analysechefen hos Danmarks Apotekerforening, Per Nielsen.

»I løbet af det seneste år har otte ud af 10 producenter af fluoxetin forladt markedet, og det kan skyldes, at der har været leveringsvanskeligheder, og at produkterne har været svære at skaffe,« siger han og tilføjer:

»Derfor har mange kopiproducenter kastet håndklædet i ringen, så der lige nu kun er den originale producent samt en enkelt kopiproducent, og det skruer prisen i vejret.«

Han afviser samtidig, at den aktuelle coronakrise på nogen måde skulle have indflydelse på prisen for fluoxetin eller andre lægemidler.

»Konkurrencen er svækket, og der er altså tale om et uheldigt tilfældigt bølgeskvulp.«

Ifølge Per Nielsen er der godt og vel 10.000 danskere, der tager fluoxetin.