Det var et skræmmende syn, der mødte Doaa fra Aarhus, da hun gik en tur forbi børnehaven Valhalla i Tilst søndag formiddag.
»Vi har besøgt børnehaven flere gange, fordi de holder deres port åben, men det her har vi aldrig set før,« siger hun, da B.T. talte med hende søndag eftermiddag.
Nogen havde bundet en bamse fast til en stor pæl med et langt stykke hvidt reb. Bamsen var bundet hen over maven med armene ført om bag på ryggen.
Og på siden af et skur et andet sted på børnehavens areal var der skrevet 'dumme corona. Fuck covid-19. Fang mig på snap' med store bogstaver.

»Det var virkelig ubehageligt. Min venindes treårige dreng blev meget forbavset og spurgte, hvem der havde gjort det,« siger Doaa, der ikke ønsker at stå frem med efternavn eller billede.
Hun er nervøs for, om de, der har udført hærværket, vil henvende sig til hende.
B.T. har været i kontakt med politiet, der fortæller, at der ikke er nogen, der har anmeldt hærværket.
Dog mener Doaa, at det må være sket mellem lørdag og søndag formiddag, da hun ofte besøger børnehavens legeplads med sin venindes børn.

»Der er virkelig ofte forældre på legepladsen, så det må næsten være sket sent om aftenen eller om natten,« siger hun.
Hun ved ikke, om bamsen fortsat er bundet til pælen, eller om teksten er blevet fjernet.
»Vi valgte at tage hjem med det samme. Man ved jo heller ikke, hvem der har rørt ved bamsen,« siger hun.
Hvis bamsen også hænger der, næste gang Doaa er forbi, så vil hun kontakte børnehaven. Hun mener ikke, det er nødvendigt at inddrage politiet.


