Kønsopdelt undervisning. Det lyder som noget fra en fjern fortid, men for eleverne på 8. klassetrin på Åvangsskolen i Rønne bliver det hverdag den næste måned.

Skolens beslutning om at opdele eleverne i drenge- og pigehold har medført en hel del debat og undren. Nu svarer skolens leder på kritikken.

»Jeg er megaærgerlig over, at det har taget den her drejning,« siger skoleleder på Åvangsskolen, Thomas Mogensen:

»Jeg er ked af, at det tolkes som kønsopdeling. For vi er ikke en kønsopdelt skole. Det er vi ikke.«

Det er ellers sådan, to forældre, som står frem i TV 2 Bornholm, opfatter det.

»Jeg kan ikke se, hvordan det skal gavne. Hvordan gavner det at splitte to køn,« siger Ann-Mari Kempfner, hvis datter Rebecca frem til vinterferien udelukkende vil modtage undervisning sammen med elever af samme køn.

Men ifølge Thomas Mogensen er det en ærgerlig misforståelse.

»Vi laver holddelinger mange gange på alle klassetrin i løbet af et skoleår. Denne opdeling er blot en af dem. Nogen gange sker det på baggrund af interesser eller af faglige hensyn. Her har elevernes trivsel været i fokus,« siger han.

Skolelederen tilføjer, at andre måder at dele eleverne på har været oppe at vende, men at beslutningen faldt på at dele eleverne op efter køn, fordi lærerne oplevede, at pigerne og drengene i forvejen oftest arbejdede sammen med klassekammerater af samme køn – og for, med Thomas Mogensens ord, at se, hvilke nye dynamikker, det ville skabe blandt eleverne på skolens 8. klassetrin.

Ifølge TV 2 Bornholms oplysninger var en del af begrundelsen, at pigerne og drengene forstyrrede hinanden meget i undervisningen, men det er ifølge Thomas Mogensen 'taget ud af en kontekst', idet der altid vil være en vis uro i en 8. klasse – uanset elevsammensætningen.

»Fem forældre er utilfredse. Men der er også 55 andre forældre i klasserne, der – som jeg forstår det – er klar på at forsøge med den opdeling, vi laver her,« siger skolelederen.

»Vi har ikke haft mulighed for at have en dialog om opdelingen af eleverne i hold med drenge og piger med kritikerne, før det er endt i medierne, og det er jeg rigtig ked af.«

Kønsopdeling af eleverne er jo ikke hverdag i danske skoler i dag. Kan du forstå, at jeres beslutning har ført til både undren, debat og utilfredshed?

»Jo, jeg kan godt sætte mig ind i, at der kan være nogle forkerte signaler i det her. For vi skal bestemt ikke tilbage til 1930erne med kønsopdelte klasser og sort skole.«

»Men jeg synes, det er kørt op på et niveau, hvor det ikke hører hjemme. Det er vigtigt for mig at understrege, at opdelingen blev lavet med elevernes trivsel – og ikke køn – for øje.«

Nu vil skolen tage en dialog med forældrene. Også forældrerådet bliver inddraget.

»Overbygningslederen er netop nu nede i klasserne og taler med eleverne om opdelingen, og hvordan den kommer til at fungere,« sagde Thomas Mogensen til B.T. kort efter, at skoledagen var startet klokken otte.

Ifølge skolelederen kommer eleverne på 8. klassetrin til at se klassekammerater af det modsatte køn i løbet af skoledagen – men mindre end før.

Opdelingen af de tre 8.-klasser på Åvangsskolen i to hold af hvert køn udløber, når vinterferien starter 12. februar. Til den tid skal forløbet evalueres af både lærere og elever.