Onsdag kan Rebecca Kempfner Andersen vende tilbage til undervisningen i 8. klasse på Åvangsskolen i Rønne.
Men det bliver til en noget anden skolegang, end hun har været vant til – og nej, det skyldes ikke coronatiltag.
De tre klasser på 8. årgang bliver nemlig slået sammen til to hold – et med drenge, og et med piger. Det skriver TV 2 Bornholm.
Til Rebecca Kempfner Andersen og hendes mors store undren.
»Man regner med, at man kommer tilbage til en normal klasse med dem, man går med. Så kommer man derhen, og så skal man være sammen med piger hele dagen. Når man kommer hjem, er det det samme dagen efter. Det bliver svært at komme derhen i en hel måned,« siger hun til TV 2 Bornholm.
Opdelingen af eleverne i rene drenge- og pigehold kommer til at vare frem til vinterferien.
Åvangsskolen informerede om opdelingen på intranetportalen Aula.
Den blev blandt andet begrundet med, at der havde været en oplevelse af, at drengene og pigerne forstyrrede hinanden i undervisningen.
Ifølge skoleleder på Åvangsskolen, Thomas Mogensen, er der dog et skær af tilfældighed over, at opdelingen blev, som den blev.
»Overvejelserne er nogle gange, om vi skal dele op omkring faglighed, omkring interesser og så videre. Nu er det her en opdeling i relationer. Det er helt tilfældigt, at vi deler op i drenge og piger,« siger han til TV 2 Bornholm.
Det har før skabt en del debat, at Hovedstadens Svømmeklub har indført enkelte kønsopdelte svømmehold.