Hvis du har børn eller arbejder med børn, så kender du det sikkert. Måske har de været oppe at slås, er flabede eller hører ikke efter. I hvert fald tænker du, at de trænger til en skideballe.
Men det er det slut med på Herskind Skole i Galten ved Aarhus.
De er nemlig ‘skolen uden skældud’. Og det ligger der mange overvejelser bag fortalte skolen til DR. Over for B.T. Aarhus uddyber skoleleder Kasper Jensen:
»Noget af det mest skadelige for stærke relationer og klassefællesskaber er skældud. Det er det for barnet, men det er det faktisk også for de børn, der lytter til det. Og så er det bestemt heller ikke rart for den medarbejder, der skal skælde ud.«
Skolen har igennem et projekt arbejdet med at styrke lærernes relationskompetencer, og her har de fundet ud af, at for at danne og vedligeholde gode relationer mellem lærere og elever, så er skældud, det værste, man kan gøre.
Måske du også selv har tænkt det nogle gange. Når stemmen har været hævet, så er der sjældent god stemning bagefter. Men hvordan i alverden lader man være?
Det handler om ens mindset, fortæller Kasper Jensen.
»Vi tilrettelægger dagligdagen og undervisningen, så vi minimerer situationer, hvor der er behov for skældud. Og så ser vi på, hvordan vi handler anderledes, hvis der skulle opstå noget,« siger han og tilføjer:
»Vi forsøger at forholde os i ro og tale rolig til børnene. For i virkeligheden gør vi situationen meget værre, når vi skælder ud – det falder barnets nervesystem ikke til ro af.«
Og det går faktisk godt med ikke at skælde ud.
»Jeg kan mærke på både elever og lærere, at det er positivt. Bare i dag sagde en lærer til mig: ‘Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har skældt ud, det er utrolig rart’,” fortæller Kasper Jensen.
Han anerkender dog, at det stadig handler om at øve sig og forsøge at implementere det mindset.
Derfor filmer de også undervisningen og bruger det som læringsmateriale.
Men også her er det med den positive hat på. De ser nemlig på, hvad der er blevet gjort godt, og så forsøger de at forstærke det.
»Vi øver os og arbejder med det. Dermed ikke sagt, at vi ikke bøvler med ligeså meget som andre folkeskoler og en gang imellem kommer til at skælde ud, men vi prøver at minimere det,« afslutter Kasper Jensen.