Hvordan kan en efterskole have 1,5 mio. kr. i pengekassen det ene år, for så at gå konkurs med et underskud på 1,6 mio. kr. det næste?

Det spørger elever og forældre, som samtidig har været vidne til flere nyansættelser, en dyr studietur og store forbedringer af skolen.

I mandags kulminerede en længere periode med dårlig økonomi på Bieringhus Efterskole.

Klokken 16.30 fik alle elevernes forældre et uventet opkald.

»Skolen lukker af økonomiske årsager. Du skal hente dit barn. Nu.«

En halv time senere blev skolens 41 elever informeret om, at de skulle pakke deres ting og sige farvel. Kun to måneder før deres afsluttende eksamen. Det chokerede de fleste, men sidenhen er en undren opstået.

»Hvorfor er vi forældre ikke blevet informeret i god tid? Hvorfor har vi ikke fået en chance for at gøre noget?« spørger Jannie Langeland, hvis søn gik i 10. klasse på skolen.

»Vi forstår ikke, hvorfor ledelsen har brugt penge på fire nye fuldtidsansatte, oprettet en ny stilling som viceforstander og indkøbt nye møbler, når det samtidig er gået skidt økonomisk.«

Bieringhus Efterskole ligger i Esbjerg og er en almen kristen efterskole, som satser målrettet på at hjælpe sårbare og udsatte unge.

Skolen fik ny forstander i 2018, men er gået konkurs mindre end et år efter. Den officielle forklaring fra bestyrelsen lyder, at skolen ikke har kunne sikre det nødvendige antal nye elever til at holde økonomien kørende.

Det er dog ikke hele sandheden, siger flere forældre, elever og et medlem af Skolekredsen.

»Det har fosset ud af pengekassen,« siger Morten Lykke Houtved Jensen, der er tidligere elev og medlem af Skolekredsen.

Han undrer sig over, at skolen i 2017 er gået fra at havde likvider for 1,5 mio. kr. til under den nye ledelse at have et underskud på 1,6 mio. kr. knap et år efter. Som forklaring nævner flere, at efterskolen mere eller mindre er blevet 'kørt i sænk'.

Samme fornemmelse sidder 17-årige Lars Ejgaard Bissenbacker Jørgsen tilbage med. Han var indtil i mandags elev på skolen.

»Alle os elever og lærere har lige været på studietur til London, som gik 20.000 kroner over budget. Selvom planen var at lave madpakker hver dag for at spare så meget som muligt, tog vores forstander os på restaurant. Den første dag bemærkede en af lærerne allerede, at vi var gået 8.000 kroner over budgettet,« fortæller han.

Lars Ejgaard Bissenbacker Jørgensen var elev på Bieringhus Efterskole indtil i mandags, hvor skolen lukkede.  
Lars Ejgaard Bissenbacker Jørgensen var elev på Bieringhus Efterskole indtil i mandags, hvor skolen lukkede.  
Vis mere

Til B.T. har bestyrelsen bekræftet budgetoverskridelsen.

Før den nye forstanderinde Sanne Hansen trådte til i 2018, har Birte Møller Mortensen haft ledelsen i 13 år. Det har derfor heller ikke været nemt at følge konkursen af Esbjergs eneste efterskole fra sidelinjen.

»Jeg er rigtig, rigtig ked af det. Det er mit livsværk. Jeg er ked af det for de unge mennesker, som har behov for efterskolen.«

Var der bekymring for dårlig økonomi og konkurs, da du var forstander?

»Nej, det var der ikke. Skolen har givet overskud med det antal elever, som vi har haft gennem årene.«

Hvad tænker du generelt om den retning, som den nye ledelse og bestyrelsen har taget for efterskolen?

»Det står for sig selv. Skriften på væggen er ikke til at tage fejl af.«

Formand for Bieringhus efterskoles bestyrelse, Jørn Nikolajsen, er skolens kontakt til pressen og taler på vegne af forstanderen.

Han fortæller, at skolen har haft store udgifter i forbindelse med udskiftningen af forstander. Både godtgørelse, advokatregninger og løn. Desuden har skolen med nye ansættelser og forbedringer forsøgt at øge niveauet i undervisningen for også at tiltrække nye elever. Det er dog ikke lykkedes, da der til næste år kun har været mellem 13 og 20 tilmeldinger, mens skolen har haft behov for omkring 60 nye elever.