Dybt ulykkelige elever tog mandag afsked med hinanden på Bieringhus Efterskole i Esbjerg. Skolen er gået konkurs, og børnene fik derfor besked på at pakke deres ting og ringe efter deres forældre.

41 elever er blevet sendt hjem lige før eksamen.

Forstander Sanne Hansen siger til JydskeVestktysten, at eleverne er dybt ulykkelige over situationen.

Selv var hun også dybt berørt over konkursen, da avisen mødte hende dagen derpå på en skole, der var helt tom for elever.

Bieringhus Efterskole ligger i Esbjerg og er en almen kristen efterskole, som satser målrettet på at hjælpe sårbare og udsatte unge. De seneste år har skolen dog kæmpet med mangel på elever og deraf følgende dårlig økonomi.

Sidste års regnskab havde ifølge jv.dk et underskud på 1,6 millioner kroner.

»Til det kommende skoleår har vi kun cirka 20 elever skrevet op, og vi skulle have omkring 60 elever for at kunne drive skolen videre. Vi er en lille efterskole, og vi er rigtig sårbare, når vi står og mangler elever, og det har vi gjort de seneste fem til seks år. Derudover var forstanderskiftet sidste sommer også hårdt for skolens økonomi,« siger bestyrelsesformanden, Jørn Tranberg Nikolajsen, til avisen.

Han henviser til, at skolen fik ny forstander og viceforstander sidste år.

GÅR DU PÅ EFTERSKOLEN? ELLER KENDER DU TIL SAGEN? SKRIV TIL OS PÅ 1929@BT.DK ELLER PÅ VORES SIDE PÅ FACEBOOK

Bestyrelsesformanden understreger, at der ikke er en finger at sætte på medarbejderne, som har kæmpet med at få styr på vedtægter og elevkartotek og andre administrative ting, der med formandens ord var 'udpinte.'

På skolens Facebook-side vrimler det med gamle elever, der begræder skolens lukning, og nuværende forældre, der er kritiske over, at man lukker en skole lige før eksamen.

I dette skoleår gik 41 elever i skolens 8., 9. og 10. klasser.

Dem forsøger personalet på nu at hjælpe videre til nye efterskoler og skoletilbud.