Det er ikke kun et energiboost, som børn og unge kan få, når de bæller en Red Bull eller en Monster Energy.

En dåse energidrik indeholder nemlig fire gange mere koffein end en sodavand, og på to år er der sket en fordobling i antallet af børn og deres forældre, som kontakter Giftlinjen med mistanke om koffeinforgiftning.

Det tager Risskov Skole i Aarhus nu konsekvensen af og indfører et forbud mod at drikke de koffeinholdige drikke på skolens område. Det fortæller viceskoleleder Lars Blaabjerg Poulsen til DR.

»Vi oplevede, at vores elever indtog en større mængde af energidrikke, og så begyndte vi at undersøge bivirkningerne. Herefter valgte vi at reagere på det,« siger han til DR Østjylland og tilføjer:

»Samtidig har vi forholdt os til anbefalingen fra Fødevarestyrelsen, der siger, at det har en effekt på børns læring, når de drikker energidrik.«

En enkel energidrik indeholder langt over den mængde koffein, der er anbefalet til børn, og det høje koffeinindhold kan give børnene både søvnbesvær, angst, hjertebanken og uro i kroppen. Det siger Søren Bøgevig, der er overlæge ved Giftlinjen.

»Nogle af de henvendelser, vi får, drejer sig om, at folk simpelthen er rigtig skidt tilpas, har hjertebanken, har det ubehageligt, har uro, nervøsitet og ryster,« siger han.

På nuværende tidspunkt skal det være markeret på energidrikkene, at de ikke bør indtages af børn, men der er ikke et forbud mod at sælge dem til børn og unge.

Nogle steder har butiksejere selv valgt at indføre aldersgrænser for, hvem de vil sælge til. Det gælder blandt andet dagligvarekæden Lidl og købmanden Allan Kring Bülow fra Daugaard ved Hedensted, som DR tidligere har fortalt om.

Kan købe dem i frikvarteret

Men det er langt fra alle steder, at butikkerne har valgt at droppe deres salg af energidrik.

Derfor er det også nemt at snyde sig uden om retningslinjerne på Risskov Skole, siger Jonas Thusgaard, der går i niende klasse.

»Hvis jeg har lyst til en energidrik, så kan jeg gå ned i en butik og købe den i frikvarteret. Før jeg er nået tilbage på skolen, kan jeg have drukket den. På den måde er der ingen, der når at opdage det. Derudover kan jeg også bare købe dem, når jeg kommer hjem. Derfor synes jeg, at forslaget er ligegyldigt,« siger han.

Oskar-Nikolai Chirouze Elkmann og Jonas Thusgaard er ikke enige om, hvorvidt et forbud virker eller ej.
Oskar-Nikolai Chirouze Elkmann og Jonas Thusgaard er ikke enige om, hvorvidt et forbud virker eller ej. Simon Heegaard/DR

Den holdning er Oskar-Nikolai Chirouze Elkmann uenig i. Han går også i niende klasse på skolen.

»Det er godt med et forbud. For jeg tror, at det betyder, jeg får lavet mere i skolen,« siger han.

Ministeren vil gøre noget

Også ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling, Mogens Jensen (S), mener, at energidrik er skadelig for børn. Derfor er han klar til at kigge nærmere på, hvad der kan gøres for, at flere børn i fremtiden hiver en sodavand ned fra hylden i stedet for en energidrik, når de er ude at handle.

»Jeg vil indkalde partierne i Folketinget, så vi kan drøfte, hvad der kan gøres for at sikre, at det ikke er børn, der drikker energidrik,« siger han.

I Sverige er alle detailbutikker blevet enige om, at der ikke skal sælges energidrik til børn under 16 år. Og en lignende løsning vil ministeren ikke udelukke.

»Det er en af vejene at gå. Vi kan også diskutere, om der overhovedet skal være så meget koffein i de her produkter. Eller skal der lægges en stor afgift på energidrik, eller skal det måske endda forbydes? Der er en række virkemidler, vi kan diskutere. Men én ting er sikkert: Der skal gøres noget,« siger Mogens Jensen.

Forbud eller ej, så holder Risskov Skole fast i deres nultolerance over for elevernes indtag af energidrik, siger viceskolelederen Lars Blaabjerg Poulsen.

»Så længe eleverne er her på matriklen, så har vi ansvar for deres læring. Hvis de er urolige eller rastløse i klassen, så kan vi ikke yde vores undervisning. Og det kan være svært at forholde sig til, hvis de har fået en energidrik eller to.«