En skønhedsklinik i Roskilde er i weekenden blevet sigtet to gange inden for kun en time for at trodse coronarestriktionerne og holde åbent.

»Den var alligevel ny,« som pressemedarbejder Charlotte Tornquist fra Midt- og Vestsjællands Politi udtrykker det.

Politiet har ellers gentagende gange siden nytår været forbi adressen af lignende årsager. Lørdag var dog første gang, at ordensmagten måtte bryde ind med så kort mellemrum:

  • Kl. 10.46 fik politiet en anmeldelse om, at der var åbent – en patrulje dukkede herefter op, bortviste kunden og sigtede den tilstedeværende kvindelige bestyrer.

  • Kl. 11.45 kom en patrulje tilfældeligt forbi og kunne se, at der igen var åbent – herefter blev den samme kunde igen bortvist, og betjentene udstangede endnu en sigtelse til den kvindelige bestyrer.

Siden blev også indehaveren sigtet for de to nye forhold, og der er nu hele 18 sigtelser mod skønhedsklinikken, der igen og igen nægter at holde lukket.

De såkaldte liberale serviceerhverv som blandt andet frisører, tatovører, solarier, køreskoler og altså også skønhedsklinikker har skulle holde lukket siden 21. december sidste år. Indehaveren af Roskilde-klinikken har tidligere over for B.T. forklaret, hvorfor han gentagende gange gør det modsatte.

»Grunden til, at vi holder åbent, er, at vi ikke har en indkomst. Vi kan ikke se nogen anden mulighed for at få brød på bordet,« har 34-årige Osman Al Chami sagt:

»Lige nu og her mangler vi penge for at overleve. Det vil være katastrofalt for mig at gå konkurs. Bøderne tager vi i retten,« siger han.

Og den tilgang til sagen er også årsag til, at politiet ikke længere sender bødeforlæg efter bødeforlæg til indehaveren. I stedet bliver det indtil videre til en sigtelse pr. gang, og så samles alle forholdene sammen, til sagen engang skal for retten.

Andet kan politiet ikke foretage sig i øjeblikket.

»Vi har undersøgt de juridiske muligheder for at gøre yderligere og eventuelt lukke butikken, og det har der ikke været noget juridisk grundlag for. Man kan ikke gå ind fysisk og gøre noget for at forhindre, at de åbner butikken. Så der er ikke juridisk andre muligheder end at fortsætte med at sigte dem,« siger Charlotte Tornquist fra Midt- og Vestsjællands Politi.