Skal du skilles, og har du børn under 18 år, så skal du og din eks fremover gennemgå en digital 'test'.
Et nyt digitalt kursus skal nemlig ruste jer til at hjælpe børnene bedst muligt gennem skilsmissen og forhåbentlig også gøre jer bedre til i fremtiden at samarbejde om at dele tiden med dem.
'Dit barn er ked af det og sidder i sofaen og græder stille. Du nærmer dig og lægger en hånd på skulderen. 'Hvad er der galt?', spørger du. Barnet snøfter og siger: 'Jeg vil have, at I er sammen! Det er meget bedre, hvis alting bare var som før'. Barnet græder fortsat'. Hvad siger du til barnet nu?'
Sådan lyder ét af de dilemmaer, forældre fremover skal tage stilling til, når de vælger at gå hver til sit.

Den nye skilsmisselov, som træder i kraft på mandag, lægger større vægt på barnets tarv.
Statsforvaltningen bliver til Familieretshuset, man indfører en tre måneders reflektionsperiode, og et af de nye elementer er også det digitale kursus, 'Samarbejde Efter Skilsmisse'-modul. I folkemunde kaldet en 'skilsmissetest.'
Det er de to forskere Gert Martin Hald og Søren Sander fra Københavns Universitet, der i samarbejde med Statsforvaltningen har udviklet spørgsmålene.
Den nye skilsmisselov og det digitale kursus hilses velkommen af Børns Vilkår, hvor man synes, det er positivt, at det nu kraftigt bliver signaleret, at det er børnene, der er i fokus.
Organisationen får hver dag mange henvendelser på både Børnetelefonen og Forældretelefonen om netop skilsmisse. Faktisk handler halvdelen af alle henvendelser om problemer i forbindelse med, at en mor og far går fra hinanden.
»Forældrene er meget optagede af at gøre det bedste for deres børn, men det er meget kaotisk, når man er ved at blive skilt, og måske har man ikke overskud til at gå på et kursus. Derfor er det en rigtig god idé, at forældre nu får mulighed for at sidde derhjemme i ro og mag og svare på nogle spørgsmål,« siger seniorkonsulent i Børns Vilkår, Bente Boserup.
Hun understreger, at langt de fleste forældre godt kan finde ud af at samarbejde, selv om deres forhold kan være mere eller mindre konfliktfyldt. Og det er det store flertal af forældre, der kan få glæde af det nye digitale kursus.
»Mange forældre er i begyndelsen optagede af deres egen sorg og kede af, at de ikke kan være sammen med deres børn hele tiden. Det er voldsomt, når virkeligheden trænger sig på, og der pludselig går flere dage, hvor man ikke ser sine børn. Her er det godt at huske at uanset, hvor synd det er for dig, så er det dine børn, det handler om. Måske er det, der er bedst for dine børn, ikke det, der er bedst for dig,« siger hun.