Særligt i tiden efter jul og nytår oplever mange psykologer en stigning i henvendelser om skilsmisse.

Det er lidt svært at gøre sig klog på, fordi nogle statistikker bakker op om en sammenhæng, mens andre slet ikke gør. Til gengæld tør jeg uden at blinke sige, at det kan være virkelig konstruktivt og gavnligt at få hjælp til at skabe et rum for refleksion. Psykologen kan ikke tage de vigtige og svære beslutninger for dig – men kan gøre det muligt at få flere nuancer og perspektiver med i den svære, livsændrende situation, som en skilsmisse kan være.

I min praksis som psykolog har jeg været vidne til alskens reaktioner oven på skilsmisser. Der er den 43-årige, som i årevis har følt, at forholdet har stået i stampe – og nu skal han bare videre og ud og finde en anden.

Og i den anden grøft er der dem, der er gået i flere år uden at komme videre, og hvor det forliste forhold bliver ved med at være altoverskyggende i hverdagen, selv meget længe efter bruddet. Nogle ønsker hjælp til at parkere tankerne, så de ikke drukner i reaktionerne. Andre har brug for støtte til at nyorientere sig og finde en ny partner, og nogle har behov for at nuancere deres forståelse af, hvad der egentlig skete, og hvorfor det gik galt.

Til trods for de individuelle forskelle er der generelle temaer omkring overgangen til en ny tilværelse og de følelsesmæssige påvirkninger, som typisk er til stede – lige meget om du er den, der forlades, den, der forlader, eller om beslutningen er fælles. Skilsmissens følelsesregister går lige fra sorg, vrede og skyld til lettelse, glæde og frigjorthed – og ofte kan der også være forskel på, hvordan udviklingen og intensiteten af følelserne finder sted hos de to parter. Man følges ikke nødvendigvis ad – og der kan være en frustration i, at man ikke genkender ens egne følelser hos den anden part.

Når jeg sidder sammen med par, ser jeg ofte behovet for at tage patent på en følelse – for eksempel 'det er kun mig, der må være trist, for det var dig, der skred'. Der kan være mange forventninger til, hvordan følelserne burde være. Men det er vigtigt at anerkende, at begge parter har lige meget ret til alle følelser.

Desuden er det ikke kun ekspartneren, men også én selv, der skal anerkende dette. Man kan for eksempel føle skyld over, at man er kommet videre – eller være skamfuld over, at man stadig sidder fast. Og måske svinger det så meget, at man det ene øjeblik føler sig fri og det andet øjeblik fyldt op af fortrydelse.

Et godt råd er: Vær omsorgsfuld over for dig selv og tillad dig at have alle de følelser, der dukker op. Hvis børn er involveret, så husk dog, at de altid kommer i første række – omsorgen skal altid først og fremmest tilfalde børnene. Man ser desværre alt for ofte, at børn indgår i forældrenes kampe og jalousi – som mæglere eller 'gidsler'. Sørg nu for at tage ansvar som den voksne. Bestræb dig på at være samarbejdsvillig og tal pænt om hinanden.

Et generelt godt råd er at tale med andre. Man kan have fornemmelsen af, at der ikke er andre, der har det på samme måde – der er ikke andre, der græder 14 dage i træk. Men hvis man får talt om det, kan man opdage, at mange har haft de samme oplevelser. Lad være med at isolere dig og skamme dig over, hvordan du har det. Det er sandsynligvis fuldkommen normalt.

Der vil ofte være en periode, hvor man er i krise. Man kan godt stifte parforhold i reaktionsfasen, og selvom de typisk ikke er langvarige, kan det være med til at viske tavlen ren. Der er selvfølgelig alle mulige variationer over sådan en generel pointe, men en tommelfingerregel er, at det tager cirka to år at komme sig efter en skilsmisse. Det betyder ikke, at der er kæmpe krise i to år, men det er almindeligt, at man først efter en længere periode er helt åben over for at tage en ny partner ind.

Derfor er det vigtigt at være tålmodig med sig selv og forstå, at det er en proces. Man må invitere alle de forskellige følelser indenfor og give sig selv lov til at synes, at det er svært – for det er helt normalt.

Læs mere om Neela og hendes psykologpraksis HER.