De danske forsikringsselskaber er for alvor kommet på overarbejde, siden det kom frem, at den populære rejsedestination Østrig har valgt at indføre nye rejserestriktioner.

Således beretter Topdanmark, at de alene i december har oplevet en stigning på 65 procent flere opkald fra danskere, der har rettet henvendelse med spørgsmål om skiferier.

Det skriver Finans.

»Vi måtte indsætte ekstra mandskab mellem jul og nytår, og billedet er det samme mandag,« fortæller Rasmus Ruby-Johansen, der er skadedirektør i Topdanmark.

Normalt på denne tid af året er det nemlig ikke spørgsmål om aflyste skiferier og refunderinger, som fylder hos selskabet.

Her plejer kundehenvendelserne i stedet at lyde på sager om brækkede ben og knæskader, fortæller han.

Stigningen af de mange opkald hos forsikringsselskabet kommer, efter Østrig tilbage i december indførte nye coronarestriktioner.

Fra lørdag den 25. december blev det for eksempel et krav, at danskere skal gå ti dage i karantæne, medmindre man har fået et tredje vaccinestik og kan fremvise en negativ pcr-test ved ankomst.

Restriktionerne har i høj grad medvirket til, at flere har måtte aflyse deres skiferier til de østrigske alper hen over jul og nytåret.

Og spørger man Rasmus Ruby-Johansen, tror han da også, at bunken af sager om aflyste skiferier vil vokse yderligere over den næste tid.