Talsmanden for LM Multiservices, Thomas Pedersen, som spiller en nøglerolle i asbest-skandalen, roder ikke kun rundt i navnene. 

Også hans erhvervskarriere vækker opsigt. 

Som B.T. kunne fortælle lørdag, har Thomas Pedersen skiftet navn fra Dhengis Zavardi til Thomas Pedersen, ligesom han har brugt aliasserne Tobias Nielsen og Thomas Paulsen.

Thomas Pedersen er på rekordtid blevet kendt i offentligheden, fordi han med forretningsmakkeren Joe Mammen i firmaet LM Multiservices har brugt børn til at rive farlige asbestplader ned. 

Det fandt Arbejdstilsynet ud af under et kontrolbesøg i september 2024, hvilket resulterede i 14 strakspåbud.

Tidligere i dag kom det frem, at LM Multiservices er gået konkurs. Og det er ikke første gang. 

Samtlige tre virksomheder, som han officielt har været involveret i, er alle lukket ned. De tre firmaer hedder Vejpleje, Entreprenører I/S og OLU Omsorg-Læring-Udikivlig I/S. Ordet 'Udikivlig' står iøvrigt korrekt. Det hedder firmaet. 

En granskning af Thomas Pedersens firmaer og den hjemmeside, han har brugt, viser, at han har været særdeles driftig. Han har blandt andet drevet døgninstitutioner, tilbudt højt specialiseret entreprenørvirksomhed herunder klimatilpasningsløsninger, gartnervirksomhed, snerydning, vejhjælp, vejafspærring, nedrivning af bygninger og installation af alarmer.

Hans erhvervskarriere fremgår af CVR-registret og hjemmesiden vejpleje.dk, som Thomas Pedersen står bag. Hjemmesiden har han lukket ned, efter at B.T. har spurgt ind til den. 

Sådan her så forsiden på Thomas Pedersens hjemmeside vejpleje.dk ud, inden den blev lukket ned. 
Sådan her så forsiden på Thomas Pedersens hjemmeside vejpleje.dk ud, inden den blev lukket ned.  Screenshot fra internettet

Men inden det skete, har B.T. fået it-ekspert Jesper Helbrandt fra Institut For Cyber Risk til at vurdere hjemmesiden, og han lægger ikke fingre imellem:

»Den er helt håbløs. Den ligner noget, der er lavet for 30 år siden, og jeg undrer mig også over, at den spænder over så mange ydelser,« siger han og henviser til, at Thomas Pedersen tilbyder ydelser inden for et hav af brancher. 

»Det virker ikke troværdigt, at en enmandsvirksomhed kan håndtere så mange og så komplicerede opgaver,« siger Jesper Helbrandt. 

Derudover kan man med en Google-søgning af tekstbidder se, at Thomas Pedersen er kraftigt inspireret af en formulering fra det etablerede entreprenørfirma OK Nygaard.

På hjemmesiden skriver Thomas Pedersen blandt andet om sine evner som entreprenør:

»Med vores mange års erfaring inden for anlægsarbejde, herunder skolegårde, klimatilpasningsløsninger, byrum og boligområder, besidder vi den nødvendige ekspertise til at føre dit projekt sikkert i mål«. 

Med lidt research på nettet kan man se, at en stort set identisk tekst findes hos det velrenommerede entreprenørfirma OK Nygaard med flere afdelinger i hele Danmark.

»Med mange års erfaring indenfor anlæg af så forskellige elementer som skolegårde, klimatilpasningsløsninger, byrum og boligområder har vi den viden og de kompetencer, der skal til for at bringe dit projekt sikkert i mål,« står der her.

Hør Thomas Pedersen true B.T.s reporter her: 

Jesper Helbrandt bemærker også, at flere links på vejpleje.dk er »døde links«, og der fremgår heller ikke noget CVR-nummer, en adresse eller anden kontaktinfo på firmaet udover en såkaldt akuttelefon med døgnbemanding.

Og det er ifølge eksperten mistænkeligt:

»Det er noget af det første, jeg tjekker ved et firma, hvis jeg skal handle med det. Er det knyttet til en konkret adresse, er der et CVR-nummer og telefonnummer. Derfor er siden ikke tillidsvækkende,« siger han.

Han bemærker også sproget:

»Der er stavefejl og det meste er floskler, hvor jeg ikke bliver meget klogere på, hvad det er for en ydelse, der tilbydes,« siger han.

B.T. har forsøgt at få fat i Thomas Pedersen på telefon, og på mail har vi spurgt ind til, hvordan han som iværksætter i midt 20'erne har været i stand til at begå sig i så mange brancher. 

Og hvordan det kan være, at han har taget en tekst fra en etableret entreprenørvirksomhed og brugt den på sin egen hjemmeside?

Men uden at få svar.

Udover at sætte børn til at fjerne asbest, har Thomas Pedersen gjort sig bemærket ved at kræve penge fra B.T. for at udtale sig med en påstand om, at Radio IIII og TV 2 havde gjort det samme – hvilket begge medier benægter.

Asbest er et byggemateriale, som har været ulovligt at bruge i over 35 år. Fibrene kan give alvorlige lungeskader og føre til kræft. Der er derfor strenge krav til, hvordan det skal håndteres i byggebranchen, herunder krav om specielle værnemidler.

Thomas Pedersen og hans makker Joe Mammen har i B.T. også beskyldt hinanden for at være ansvarlige for, at børn blev sat i gang med at fjerne asbest.