Trods massive kommunale tilskud har Bycykelfonden, der står bag de konkursramte hvide bycykler, købt cykler på klods.

Det afslører dokumenter, som B.T har fået aktindsigt i ved Sø- og Handelsretten.

Ifølge en såkaldt kreditorliste er det italienske firma Sitael en af de helt store kreditorer i konkursboet. Firmaet har leveret de hvide bycykler til bycykelsystemet, og firmaet mener altså, at der mangler at blive betalt.

»Jeg kan bekræfte, at Sitael har anmeldt et større tilgodehavende i konkursboet, blandt andet fordi der ikke er blevet betalt fuldt ud for de cykler og andre services, der er blevet leveret, men vi har ikke godkendt kravet endnu,« siger advokat og kurator i konkursboet Teis Gullitz Wormslev fra advokatfirmaet Kromann-Reumert.

De hvide bycykler blev i 2021 erstattet af helt nye sorte bycykler. En af dem ses i forgrunden.
De hvide bycykler blev i 2021 erstattet af helt nye sorte bycykler. En af dem ses i forgrunden. Foto: Byrd/Frej Rosenstjerne
Vis mere

De nye oplysninger kommer, efter at B.T. tidligere har afdækket, hvordan den kommunalt ejede bycykelfond og driftsselskabet Bikeshare er gået konkurs, efter at tre hovedstadskommuner og DSB har spyttet 96 millioner kroner projektet siden 2014.

Pengene er væk, og den samlede cykelflåde på 1.100 cykler er netop blevet solgt for cirka 100.000 kroner.

Så sent som i marts 2022 bevilgede Københavns Kommune et ekstraordinært tilskud til Bycykelfonden på 1,5 millioner kroner til 100 nye cykler.

Det var en klar præmis for udmøntningen af de 1,5 millioner kroner, at fonden brugte pengene på at købe nye cykler, og at de ikke bare måtte inddrages som et driftstilskud.

Dokumenter i sagen viser, at fonden købte de 100 cykler af datterselskabet Bikeshare i en intern handel og ikke af den italienske leverandør.

De 100 cykler var en del af en større ordre på 600 cykler, som driftsselskabet Bikeshare lagde hos den italienske leverandør i november 2021. I et svar til B.T. skriver tidligere bestyrelsesformand Niels E. Bjerrum, at driftsselskabet Bikeshare bestilte de 600 cykler med såkaldt leverandørfinansering – det vil sige på kredit. 420 af dem blev leveret.

Forvaltningsekspert Bente Hagelund, der er tidligere rektor på Folkeuniversitetet og har skrevet lærebøger om forvaltningsret, mener, det er relevant at undersøge, om fonden har handlet i strid med de forudsætninger, der var for bevillingen fra kommunen.

»Det var en præmis, at der skulle købes cykler for pengene, men hvis cyklerne er købt på kredit, kan der sås tvivl om, hvorvidt pengene også er brugt på cykler,« siger Bente Hagelund.

Hun mener ikke, at det gør en forskel, at der er lavet en intern handel mellem fonden og driftsselskabet.

Tidligere bestyrelsesformand i Bycykelfonden Niels E. Bjerrum skriver i et svar til B.T., at der er blevet købt bycykler med såkaldt leverandørfinansiering.
Tidligere bestyrelsesformand i Bycykelfonden Niels E. Bjerrum skriver i et svar til B.T., at der er blevet købt bycykler med såkaldt leverandørfinansiering. Foto: PR-foto
Vis mere

»Det er jo nogle fiksfakserier. Spørgsmålet er, om pengene er brugt på cykler,« siger hun.

Kurator Teis Gullitz Wormslev kan ikke i detaljer fortælle om enkelte kreditorers krav, men han bekræfter, at tilgodehavendet i konkursboet også drejer sig om nye cykler.

Det er ikke lykkedes B.T. at få en kommentar fra tidligere direktør i Bycykelfonden Tina Füssel.

Morten Kabell, der både var bestyrelsesmedlem og senere formand i fonden, siger, at det ikke er en nyhed for ham, at cyklerne blev købt på kredit.

»Det er den aftale, man har lavet med Sitael, gætter jeg på. Det var også en af årsagerne til, at Sitael var inde over for at lave en redningsplan,« siger han.

Morten Kabell fortæller, at han ikke har kendskab til detaljerne ift. hvordan tilskuddet på 1,5 millioner kroner helt konkret blev brugt.

»Jeg går ud fra, at det som direktionen indstiller til bestyrelsen, er i overensstemmelse med de aftaler, der er lavet,« siger han.

I et svar til B.T. skriver Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune:

»Det har gennem hele forløbet været et klart vilkår, at kommunen ikke med sin bevilling støttede fondens drift, men kun indkøbet af cykler. Det er også grunden til, at forvaltningen stillede som vilkår for udmøntningen af støtten, at der skulle foreligge en ordre på cyklerne.«

»Forvaltningen er i dialog med kurator, og det er vores forventning, at kurator i forbindelse med sin opgørelse af boerne efter By- og Pendlercykelfonden og Bikeshare afdækker dette blandt de øvrige forhold i virksomhederne og foretager de relevante dispositioner i forbindelse med sikring af poster og krav afledt heraf.«