Fængselsstraf, bøder, tvungen karantæne på et hospital, eller kunne det måske friste at blive udstyret med en sporingskode på din sommerferie?

Det er bare nogle af de sanktioner og restriktioner, du kan blive mødt med, hvis du rejser ud i Europa denne sommer.

Selv om de europæiske lande lige så stille er ved at åbne op igen efter corona-chokket, er der nemlig fortsat skrappe restriktioner for turister på en række af danskernes foretrukne rejsemål.

Fra den 27. juni reviderer Udenrigsministeriet ugentligt rejsevejledningerne til alle EU- og Schengen-lande samt Storbritannien.

Spanien er ved at åben for turister.
Spanien er ved at åben for turister. Foto: JAIME REINA
Vis mere

Det betyder, at Udenrigsministeriet ikke længere vil fraråde ikke-nødvendige rejser til disse lande, hvis landet målt over en uge har færre end 20 smittede per 100.000 indbyggere.

Danskerne er med andre ord velkomne til at rejse ud igen - også uden at skulle gå i 14 dages karantæne efter hjemkomst.

Udenrigsministeriet oplyser, at alle danskere, der rejser ud denne sommer, løbende bør holde sig orienterede på ministeriets hjemmeside, hvor du kan finde opdaterede rejsevejledninger og information om rejseråd i en corona-tid.

Ministeriet opfordrer også til, at danskere holder sig orienterede gennem de lokale myndigheder, nyhedsmedier, de danske ambassader og rejsebureauer, mens de er afsted.

For den virkelighed, du som dansk turist kommer til at møde på din ferierejse, vil mange steder være markant anderledes end livet her i Danmark, hvor vi går rundt uden mundbind.

Vidste du for eksempel, at du risikerer fængselsstraf i Italien, hvis du ikke overholder reglen om at bære mundbind?

Herunder får du et overblik over, hvilke restriktioner og sanktioner der er i Spanien, Italien, Grækenland, Tyskland, Frankrig, Sverige, Tyrkiet og Storbritannien.

Foto: CATI CLADERA
Vis mere

Spanien

Udenrigsministeriet fraråder lige nu alle ikke-nødvendige rejser til Spanien. Den 27. juni revideres rejsevejledningen.

Det er obligatorisk at bære mundbind, hvis du opholder dig i det offentlige rum og ikke kan overholde 1,5 meters afstand til andre personer, samt når du rejser med offentlig transport. Reglen gælder ikke børn under seks år og personer med vejrtrækningsproblemer.

Myndighederne opfordrer til, at du bærer handsker og overholder en social distance på to meter, når du handler i supermarkeder og butikker.

Det er ikke tilladt at forsamle sig mere end 20 personer.

Der er ingen interne rejserestriktioner i Spanien.

Colosseum i Rom.
Colosseum i Rom. Foto: ALESSANDRO BIANCHI
Vis mere

Italien

Udenrigsministeriet fraråder lige nu alle ikke-nødvendige rejser til Italien. Den 27. juni revideres rejsevejledningen.

Du må ikke forlade dit opholdssted/hotel/hjem, såfremt du har en temperatur på 37,5 eller derover. Du skal i så fald kontakte en læge.

Der er forsamlingsforbud i Italien. Det er ikke tilladt at samles så mange ad gangen, at der ikke kan holdes fysisk afstand på mindst en meter.

Det er obligatorisk at bære mundbind i Italien i en række situationer:

  • I al offentlig transport og taxier
  • I indendørs arealer, der er tilgængelige for offentligheden, herunder butikker, supermarkeder, museer mv.
  • I alle situationer i det offentlige rum, hvor det ikke er muligt at holde en konstant fysisk afstand på en meter til andre mennesker.

Kravet om mundbind gælder ikke børn i alderen 0-5 år og for personer med et handicap, der ikke gør det muligt at dække næse og mund til.

Herudover har enkelte regioner, bl.a. Lombardiet, gjort det obligatorisk at bære mundbind, når man færdes i det offentlige rum, også udendørs.

Hvis du ikke overholder reglerne om mundbind, kan du få en bøde og i nogle tilfælde også fængselsstraf.

Der er ikke interne rejserestriktioner i Italien.

Ahata stranden på den græske ø Karpathos .
Ahata stranden på den græske ø Karpathos . Foto: Vibeke Toft
Vis mere

Grækenland

Udenrigsministeriet fraråder lige nu alle ikke-nødvendige rejser til Grækenland. Den 27. juni revideres rejsevejledningen.

Den 15. juni 2020 blev karantænereglerne ændret, så turister fra Danmark og en række andre lande ikke længere skal gå i karantæne i Grækenland ved ankomst.

Men der vil blive foretaget covid-19-stikprøvekontroller. En overnatning på hotel for egen regning er et krav. Hvis testen er positiv, bliver du sendt i karantæne under overvågning i 14 dage.

De græske myndigheder anbefaler, at man holder passende afstand på to meter, god håndhygiejne og undgår unødige rejser til steder, hvor der er forhøjet covid-19-smitte.

Det er foreløbigt ikke tilladt at samles mere end 10 personer.

Taxi må højst medtage to passagerer.

Det er obligatorisk at bære mundbind i Grækenland følgende steder: Offentlig transport, færger, taxi, læge, apotek, hospital, laboratorier, lukkede steder som elevatorer, butikker i storcentre. Hvis du ikke overholder kravet om mundbind, kan du få en bøde på 150 euro.

Berlin.
Berlin. Foto: ODD ANDERSEN
Vis mere

Tyskland

Hvis du rejser til Tyskland, bør du være ekstra forsigtig for at minimere risikoen for at blive smittet med coronavirus, skriver Udenrigsministeriet på baggrund af det aktuelle og stigende smittetryk i Tyskland.

Det er obligatorisk at bære mundbind (eventuelt blot en såkaldt hverdagsmaske eller tørklæde, der tildækker mund og næse) i offentlige transportmidler samt i butikker.

Der er ikke interne rejserestriktioner i Tyskland.

Der er ikke forsamlingsforbud i Tyskland, men i de tyske delstater gælder omfattende kontaktbegrænsninger, som blandt andet indebærer, at alle fortsat opfordres til at reducere kontakter til personer uden for egen husstand til et absolut minimum, og at en minimumsafstand på 1,5 meter bør overholdes.

Paris.
Paris. Foto: LUDOVIC MARIN
Vis mere

Frankrig

Udenrigsministeriet fraråder lige nu alle ikke-nødvendige rejser til Grækenland. Den 27. juni revideres rejsevejledningen.

Forsamlinger på over 10 personer er forbudt.

Det er lovpligtigt at bruge mundbind ved brug af alle former for offentlig transport, herunder også på stationer samt ved taxikørsel. Overtrædelser sanktioneres med bøder fra 135 euro. Ligeledes kan butikker og lignende vælge at kræve, at kunder bærer mundbind. Det er ikke obligatorisk at bære mundbind i det offentlige rum.

Der er ikke karantænekrav for rejsende, som ankommer til Frankrig fra EU-/Schengen-området, herunder Danmark.

Ødegård.
Ødegård. Foto: BAX LINDHARDT
Vis mere

Sverige

Udenrigsministeriet fraråder lige nu alle ikke-nødvendige rejser til Sverige. Den 27. juni revideres rejsevejledningen.

Der er ikke krav om karantæne ved indrejse i Sverige.

Fra den 13. juni kan personer, der ikke har nogen symptomer på sygdom, rejse frit internt i Sverige.

Hvis du udelukkende rejser gennem Sverige for at komme til eller fra Bornholm, er du ikke omfattet af Udenrigsministeriets rejsevejledning for Sverige, hvori alle ikke-nødvendige rejser til Sverige frarådes, ligesom du ikke er omfattet af opfordringen til at blive hjemme i 14 dage efter en privat rejse i udlandet.

For Sverige har Danmark valgt en regional model fra den 27. juni, hvor rejsevejledningen vil afhænge af antallet af nye ugentlige smittetilfælde i hver enkelt region. Det giver mulighed for at åbne for rejser til og fra regioner med få nye smittetilfælde, mens Udenrigsministeriet fortsat vil fraråde ikke-nødvendige rejser til regioner med over 20 nye ugentlige tilfælde per 100.000 indbyggere.

Rejsevejledningen vil efter den 27. juni ikke længere fraråde ophold på egen ødegård eller lignende. Hvis man tager på ferie i sin ødegård efter 27. juni, er man heller ikke omfattet af opfordringen til at blive hjemme i 14 dage efter hjemrejse.

Der er indført forsamlingsforbud i Sverige for mere end 50 personer.

Tyrkisk aften i Alanya.
Tyrkisk aften i Alanya. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Tyrkiet

Udenrigsministeriet fraråder alle ikke-nødvendige rejser til Tyrkiet til og med den 31. august og opfordrer til 14 dages karantæne ved hjemkomst, hvis man trodser anbefalingen og rejser til Tyrkiet.

Du vil inden ankomst til Tyrkiet blive bedt om at udfylde en erklæring og vil blive scannet med varmefølsomme kameraer i lufthavnene.

Personer, der udviser tegn på sygdom, vil blive testet for coronavirus med en såkaldt PCR-test. Hvis testen er positiv, vil du blive overført til en sundhedsklinik eller et hospital med henblik på behandling og karantæne.

Det er et krav at bære mundbind i lufthavne og på flyene.

Rejser du internt i Tyrkiet, er det et krav, at du får en såkaldt HES-kode – en sporingskode – udstedt af det tyrkiske sundhedsministerium.

Der er udgangsforbud for personer over 65 år og kronisk syge i tidsrummet 20.00-10.00.

Der er forsamlingsforbud. Det er ikke tilladt at samles i det offentlige rum, og der er påbud om at holde mindst tre meters afstand til andre personer.

Du kan få en bøde, hvis du ikke overholder reglerne vedrørende forsamlingsforbud og afstand.

I de fleste provinser er det obligatorisk at bære mundbind.

Du kan få en bøde på cirka 3.100 kr., hvis du ikke overholder kravet om mundbind.

London.
London. Foto: NIKLAS HALLE'N
Vis mere

Storbritannien

Udenrigsministeriet fraråder alle ikke-nødvendige rejser til Storbritannien. Den 27. juni revideres rejsevejledningen.

Storbritannien indførte den 8. juni 2020 14 dages karantæne eller selvisolation for alle personer, der kommer til Storbritannien fra udlandet.

Det betyder, at du skal registrere dig online og oplyse kontaktoplysninger, opholdsadresse og andre informationer om din rejse. Hvis du ikke overholder kravet om karantæne eller selvisolation, kan du få en bøde.

Der er ingen interne rejsestriktioner i i England og Nordirland, men i Wales og Skotland opfordres man til, at rejser om muligt holdes under fem mil (ca. otte km) fra eget hjem eller opholdssted.

Forsamlingsforbud, udendørs:

  • England og Nordirland: Det er ikke tilladt at samles mere end seks personer.
  • Skotland: Det er ikke tilladt at samles mere end otte personer (maksimalt to hustande).
  • Wales: Det er ikke tilladt at samles mere end to husstande.

Forsamlingsforbud, indendørs

  • Skotland og Wales: Indendørs besøg er ikke tilladt.

Det er et krav, at man bærer mundbind, når man kører med offentlig transport. Det er krav i England, mens det i Skotland, Nordirland og Wales er en opfordring.