Sex sælger. Jul sælger. Og det gør sex-julekalendere tilsyneladende også.

Eksempelvis har webshoppen Sinful allerede nu solgt lige så mange, som de solgte sidste år – over 25.000 styk.

Julekalenderen indeholder udelukkende erotiske produkter. Men hvorfor købe sådan en fræk lille satan?

B.T. har talt med klinisk sexolog Maj Wismann om netop det. Hun fortæller, at der kan være flere årsager til, at man går ud og køber en fræk julekalender hos en webshop som Sinful. Men det er ikke kun noget for par, som nogle måske ville tro.

»Jeg kender også singler, der køber en til sig selv. Det gør de for at sætte fokus på deres egen seksualitet – ellers bruger de den med en sexpartner,« siger hun.

Det kan være ganske givtigt for et parforhold at købe sådan en til december måned. Men der er også én fælde, man skal passe på.

»At det er en fræk julekalender, betyder ikke, at man skal gøre noget hver aften. Man kan også bare åbne en låge og snakke om det sammen. Det skal være sjov, leg og nydelsesfuldt, så tror jeg, at man kan få meget ud af det sammen,« siger hun og fortsætter:

»Som småbørnsmor ville jeg få sved på panden, hvis jeg fik sådan en med en forventning om, at der skulle ske noget hver dag. Det vigtigste er i bund og grund, at der er en dialog om, hvordan man skal bruge den i et parforhold. Pres og pligt slår alt sexliv ihjel.«

Maj Wismann fortæller, at hun også kender folk, der laver deres egne frække julekalendere, hvor de køber sexlegetøj og andet godt til hinanden.

Sinful oplyser, at den store efterspørgsel har medført, at man har produceret dobbelt så mange julekalendere i forhold til sidste år.

De sælger til hele landet, men fortæller, at det især er i de mindre byer, at der har været mest fremgang – rent procentmæssigt.

Eksempelvis er salget til Bredebro i Sønderjylland steget med 1.500 procent.