Hvad kan en sort labrador med brune øjne, blød pels og en insisterende snude, som en psykolog ikke kan?
33-årige René Christensen behøver ikke at tænke længe, før han svarer.
Han lider af PTSD, efter at han igennem en årrække har været udsendt som soldat for det danske forsvar til blandt andet Afghanistan.
»Jeg har haft god gavn af psykologer. Men de fleste kender nok følelsen af, at man lige er gået i gang, og så er tiden gået. Tristan, han er der bare 24/7. Hvis jeg har haft mareridt, kan jeg snakke med ham med det samme,« siger René Christensen.
Han medvirker lige nu i en række dokumentarfilm, 'Min superhund', på DR1, hvor man følger ham og den psykiatriske servicehund Tristan.
I programmerne ser man, hvordan livet ændrer sig for René: fra en hverdag i alarmberedskab primært tilbragt i et hjørne af en sofa til et logrende væsen mellem benene, der beroliger nervesystemet og skaber livsglæde i det lille hjem i Viborg.
Det er nu to år siden, at programmerne blev optaget. Siden kameraerne blev slukket, er det kun gået fremad for det nye makkerpar.
»Han har gjort, at jeg ikke længere tager medicin for at sove eller i løbet af dagen. Før i tiden sov jeg kun tre timer hver nat, nu kan jeg sove hele natten,« siger René Christensen.
Ideen til en servicehund opstod efter et selvmordsforsøg, hvor René havde skåret i sig selv. En psykiater foreslog, at han blev en del af et pilotprojekt, hvor han kunne få en psykiatrisk servicehund:
»Når vi er ude at handle, og der er mange mennesker, så begynder jeg at 'scanne lokalet' og holder øje med folk. Hvor deres hænder er henne, og om de laver hurtige bevægelser,« siger han og fortsætter:
»Jeg ved jo godt, vi er i Danmark, men det ved min hjerne ikke. Den begynder at gå i 'battle mode' (klar til kamp, red.). Det kan Tristan mærke med det samme, og så skubber han til mig med sin snude og gnider sig op ad mig, indtil han kan mærke, at jeg er nede på jorden igen,« siger René Christensen.
Før i tiden var han afhængig af at have sin mor med ud i butikkerne for at få ro indeni, men nu er det tilstrækkeligt at have Tristan med. Den har lært at 'beskytte' René bagfra ved at gå mellem hans ben, så han ikke hele tiden skal kigge sig over skulderen.
Der er dog også andre ting, der er blevet nemmere, efter Tristan er blevet en del af Renés liv. Han har fået mere overskud til sin treårige søn fra et tidligere parforhold:
»Før jeg fik Tristan, var min store drøm at tage min søn med i Zoologisk Have. Da det skete, var det det fedeste i hele verden at se sin søn og samtidig have overskud til at være en god far og ikke være presset,« siger Réne Christensen om oplevelsen, der blev til virkelighed.
Og selvom René nu har fået det væsentlig bedre end for to år siden, da han fik Tristan på dengang halvandet år, vil sygdommen aldrig helt slippe ham.
»Jeg synes, det går rigtig godt, og selvom jeg også godt ved, at jeg ikke bliver 100 procent rask, så føler jeg mig næsten som normal,« siger han.
Høje, pludselige lyde eller lugten af brændt gummi kan dog fortsat vække grumme minder fra tiden i Afghanistan, hvor selvmordsbombere, sårede børn og bagholdsangreb var en del af hverdagen:
»Det er jo heldigvis ikke så tit, man lugter brændt gummi, men de høje lyde kan godt 'trigge' mig lidt. Så kommer Tristan hen til mig, og så får jeg måske kun ødelagt en time eller to af min dag frem for at få ødelagt en hel dag. Så ligger han oven på mig på sofaen og giver mig den fornødne ro,« siger René Christensen.
Han håber, at han med sin medvirken i programmerne kan vise andre veteraner fra Forsvaret, at det er okay at bede om hjælp til at komme op til overfladen igen.
Han og kæresten drømmer om at købe en gård i fremtiden i nærheden af Viborg og Holstebro, hvor de kan bygge shelters til veteraner, der trænger til et sted at være.
»Det betyder meget, hvis jeg kan få lov til at hjælpe andre i samme situation,« siger René Christensen.
Han kan ikke komme i tanke om nogen ulemper ved at have Tristan. Kun, at han står meget tidligt op, som kæresten Kathrine pointerer med et glimt i øjet.
Tristan er også lidt bedre til at høre efter, når han får sin servicehundevest på. Så er det, som om han ved, »at nu er han på arbejde«.
Hundevesten signalerer samtidig til andre, at man helst skal lade hunden arbejde og ikke klappe den eller tale til den, så den bedst muligt kan koncentrere sig om sin ejer.
