Lange køer og ventetid i kulden.

Det må man lige nu forberede sig på ved kvikcentrene i hovedstadsområdet, hvor der torsdag har været over en times ventetid flere steder.

Årsagen skal findes i en udtalelse på gårsdagens pressemøde, hvis man spørger Trine Baadsgaard, der er pressechef i Copenhagen Medicals.

»Der er ingen tvivl om, at vi er pressede i øjeblikket. Det hænger blandt andet sammen med pressemødet, hvor det blev meldt ud, at pcr-testene skulle forbeholdes bestemte situationer,« fortæller hun til B.T.

Sundhedsminister Magnus Heunicke opfordrede nemlig efter onsdagens pressemøde, at pcr-testen kun bør benyttes, hvis man har symptomer, hvis man er nærkontakt, eller hvis man er blevet testet positiv efter kviktest.

»Da vi hørte meddelelsen sendte vi 3.000 sms'er ud for at hive ekstra kræfter ind,« fortæller Trine Baadsgaard.

Men i øjeblikket er de pressede på bemanding, fortæller hun, hvilket også hænger sammen med ventetiderne rundt omkring.

»Det er ikke ligesom tidligere, hvor landet var lukket ned. Nu er det langt sværere at skaffe folk, fordi de fleste enten arbejder i andre fag eller er på højskole,« fortæller hun.

Hun understreger dog, at de gør alt, hvad de kan for at mindske de lange køer og ventetiden rundt omkring.

Det var blandt andet på Frederiksberg og ved Rådhuspladsen i København, at der tidligere i dag var over en times ventetid til testcentrene.

Andre læser også