Selsing ryster på hovedet: 'Det er ikke rimeligt'
Eva Selsing mener slet ikke, at regeringen i en kommende lov gør nok for få færre med oprindelse i ikke-vestlige lande til at gå på førtidspension.

Eva Selsing mener slet ikke, at regeringen i en kommende lov gør nok for få færre med oprindelse i ikke-vestlige lande til at gå på førtidspension.

B.T.s debattør, filosof Eva Selsing er godt gal i skralden over nye tal, der viser, at folk med oprindelse i MENAPT-lande – det vil sige Mellemøsten, Nordafrika, Pakistan og Tyrkiet – er meget overrepræsenteret, når det gælder borgere på førtidspension i Danmark.
»Det er ikke rimeligt, at danskerne skal betale for, at en stor gruppe af borgere fra de her lande får finansieret deres parallelsamfund,« siger hun.
Helt konkret viser tal fra Beskæftigelsesministeriet, at 14 procent af de 18-66-årige med oprindelse i MENAPT-landene i 2024 modtog førtidspension.
Til sammenligning fik syv procent af de 18-66-årige med dansk oprindelse førtidspension.
'Set i forhold til befolkningen i de enkelte oprindelsesgrupper er der forskelle i andelen, der modtager de enkelte ydelser. Det gælder særligt førtidspension, hvor personer med oprindelse i MENAPT-landene er overrepræsenterede,' står der i et ministersvar fra beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) til Nick Zimmermann fra Dansk Folkeparti.
»Det irriterer mig virkeligt, at det slet ikke er en ny udvikling, at flere med baggrund i ikke-vestlige lande hellere vil gå på førtidspension end arbejde,« siger hun.

Hun ryster på hovedet over at se det bud på en løsning, ministeren nu kommer med.
Ane Halsboe-Jørgensen skriver i ministersvaret, at regeringen fremsætter et lovforslag om 'systematisk gennemgang af visse førtidspensionssager, som har til formål at revitalisere visse boligområder'.
Hun mener, at det svar nærmest er en indrømmelse fra regeringens side.
»At der skal kigges på 'visse førtidspensionssager' er meget ukonkret og meget uforpligtende,« siger Eva Selsing og tilføjer:
»Det viser grundlæggende, at regering hellere vil lave symptombehandling end grundlæggende løse problemet.«
Hvad mener du så, at der skal gøres?
»Der er nødt til at være en meget dybere debat om, hvordan det her kan løses. Det skal tages meget mere alvorligt end bare at vedtage et lovforslag om, at visse førtidspensionssager skal have en gennemgang,« sige debattøren.
Du kan lytte til Borgerlig Tabloid på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast, Youtube eller ved at trykke 'lyt' herunder: