Nye tal: 'En national skandale'
Et spritnyt ministersvar viser, at folk med oprindelse i MENAPT-lande er meget overrepræsenteret, når det gælder borgere på førtidspension. »Vanvid«, lyder det fra DF.

Et spritnyt ministersvar viser, at folk med oprindelse i MENAPT-lande er meget overrepræsenteret, når det gælder borgere på førtidspension. »Vanvid«, lyder det fra DF.

Personer med oprindelse i de såkaldte MENAPT-lande - det vil sige Mellemøsten, Nordafrika, Pakistan og Tyrkiet - er klart overrepræsenteret blandt de borgere, der modtager førtidspension.
Det viser et helt nyt svar fra beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) til Nick Zimmermann fra Dansk Folkeparti.
I svaret kommer det frem, at 14 procent af de 18-66-årige med oprindelse i MENAPT-landene i 2024 modtog førtidspension.
Til sammenligning fik syv procent af de 18-66-årige med dansk oprindelse førtidspension.
'Set i forhold til befolkningen i de enkelte oprindelsesgrupper er der forskelle i andelen, der modtager de enkelte ydelser. Det gælder særligt førtidspension, hvor personer med oprindelse i MENAPT-landene er overrepræsenterede,' står der i ministersvaret.
Her ses dokumentationen i svaret:

I svaret slår Ane Halsboe-Jørgensen fast, at hun tager de nye tal meget seriøst.
»Jeg er meget optaget af, at vi får gjort noget ved overrepræsentationen på bl.a. førtidspension af personer med oprindelse i MENAPT-lande,« skriver hun.
'National skandale'
Nick Zimmermann mener, at der er tale om en skandale.
»Det er ikke bare en mindre skævhed. Det er en national skandale og regningen for årtiers forfejlede udlændingepolitik,« siger han.

Beskæftigelsesministeren skriver i svaret, at regeringen allerede har taget en række initiativer for at vende udviklingen i form af indførelse af arbejdspligten i kontanthjælpssystemet og løbende skærpelser af optjeningsreglerne.
Men hun erkender også, at der er brug for at gøre mere, og derfor vil regeringen stramme op for gennemgangen af nogle sager om førtidspension.
»Regeringen fremsætter desuden et lovforslag om systematisk gennemgang af visse førtidspensionssager, som har til formål at revitalisere visse boligområder,« skriver hun.
'Vanvid'
Nick Zimmermann mener på ingen måder, at der sker nok fra regeringens side.

»Regeringen vil nøjes med at undersøge visse sager i visse boligområder, men problemet stopper ikke ved kommunegrænsen eller ved bestemte postnumre. Alle relevante sager i hele landet skal gennemgås langt mere konsekvent,« siger han og tilføjer:
»Kan man arbejde, skal man arbejde. Er førtidspensionen givet på et forkert grundlag, skal den frakendes. Har man ikke dansk statsborgerskab og ønsker at leve af offentlige ydelser, skal man rejse hjem. Danskerne skal ikke betale for dette vanvid længere.«
Du kan lytte til Borgerlig Tabloid på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast, Youtube eller ved at trykke 'lyt' herunder: