Sebastian Klein om larven fra helvede: 'Pisker stemning i vejret'
Den kendte tv-vært Sebastian Klein mener ikke, at 'larven fra helvede' er værre end en brændenælde i haven.

Den kendte tv-vært Sebastian Klein mener ikke, at 'larven fra helvede' er værre end en brændenælde i haven.

DRs kendte tv-vært og naturformidler Sebastian Klein blander sig nu i denne sommers heftige debat om 'larven fra helvede'.
Han mener simpelthen, at debatten er blæst helt ud af proportioner.

»Altså, hvad foregår der? Vi har formået at piske en stemning i vejret for noget, som i princippet kunne være en brændenælde,« siger Sebastian Klein til DR.
'Larven fra helvede' med det borgerlige navn egeprocessionsspinderlarven har ellers været en ekstrem plage for borgerne i Odense den seneste tid.
B.T. har talt med Helene Elkjær Holdegaard, Lars Michael Nielsen, Irene Ø. Bruun-Schmidt, Helle Sejten og Charlotte Overby, hvis kroppe er hårdt ramte af den giftige larve.
Anne Dorthe Lind-Feldt og hendes to børn har endda måttet flygte fra familiens hus for at komme væk fra larverne.

»Jeg har vel over 1000 knopper på kroppen, kæmper med vejrtrækningen og så har jeg fået sløret syn,« siger hendes mand og børnenes far, Lars Lind-Feldt, der omvendt har isoleret sig i huset i Odense.
Odense Kommune havde forrige fredag et borgermøde om den giftige larve, men frustrerede borgere, mente ikke, at de fik nok ud af mødet.
Og inden for den seneste uge har den frygtede larve spredt sig. og den er blandt andet fundet i København.
Men Sebastian Klein mener altså, at debatten er stukket helt af, og 'larven fra helvede' ikke er værre end en brændenælde.