Lyt til artiklen

»Nu kommer politiet, men vi kommer igen senere.«

Truslen kommer fra en hærdebred mand af mellemøstlig herkomst.

Kort forinden har han kastet æg mod Marlene Hansen og hendes kæreste, Henrik, på deres altan.

En større flok unge med indvandrerbaggrund har gennem flere måneder holdt til på og omkring Händelsvej i Sydhavnen i København.

Det fortæller 51-årige Marlene Hansen, som er beboer i området. Hun var sammen med kæresten målet for mandens æg.

Æggene blev kastet, fordi hun fra sin altan bad de unge mænd om at dæmpe sig.

»De ramte mine vinduer,« fortæller hun.

En vaks nabo optog de æggekastende unge.

Ung mand lægger an til at kaste med æg mod Marlene Hansen (grab fra video).
Ung mand lægger an til at kaste med æg mod Marlene Hansen (grab fra video). Foto: Privat
Vis mere

Ud over en trussel om, at de vil komme tilbage, bliver der råbt 'Hva' så' og 'Fuck'.

Æggene på vinduerne og 'fuck'-råbene er et symptom på længere tids problemer, fortæller Marlene Hansen.

»De står nede på gaden og spiller høj musik, generer folk og råber efter dem. Det gider jeg ikke finde mig i. Derfor bad jeg dem om at dæmpe sig lidt,« fortæller hun om lørdagens episode.

»Det endte så med, at de købte nogle æg, som de kastede efter mig og min kæreste på altanen,« siger hun.

De unge indvandreres tilstedeværelse påvirker hende meget.

»Man bliver vred og ked af det. For hvad er det for en opførsel? De er fuldstændig respektløse, og deres attitude er, at det er dem, der ejer gaderne,« siger hun.

Kan du ikke lade det passere og være ligeglad med, at de er der?

»Jo, hvis bare de havde en almindelig opførsel. Men når man bliver svinet til med ukvemsord, bliver man træt af det,« siger Marlene Hansen.

Hun fortæller, at også hendes kæreste, Henrik, har lagt øre til alverdens ukvemsord, når han har skullet lufte hunden.

»De har truet ham og sagt, at 'der kommer til at ske noget i aften'. De har også sagt, at hans kæreste – det vil sige mig – var 'en luder', og de har over for ham truet med alle mulige ting, de ville gøre ved mig seksuelt,« siger hun.

Har du oplevet chikane fra grupper af unge? Skriv til B.T.s journalist her

Her har den unge mand kastet ægget mod Marlene Hansen (grab fra video).
Her har den unge mand kastet ægget mod Marlene Hansen (grab fra video). Foto: Privat
Vis mere

Frustrationen bliver ikke mindre af, at de unge – ifølge Marlene Hansen – ikke bor i området.

»De kommer udefra. Hvorfra ved jeg ikke, men de bor her ikke,« siger hun.

I går dukkede politiet op, og de unge indvandrere forsvandt.

»Men tit fortæller politiet, at de ikke har tid til at komme herud,« siger hun.

B.T. har talt med vagthavende ved Københavns Politi, der fortæller, at han ikke kan sige noget om sagen, fordi det er weekend.

Tidligere har B.T. afdækket, hvordan unge indvandrerdrenge i og omkring Bellahøj Hallen i Brønshøj har skabt utryghed med indbrud, hærværk, trusler, vold og ildspåsættelser.

Også beboere på Sigynsgade på Nørrebro har følt sig utrygge på grund af unges støj, gaderæs, hærværk og overfald. Beboere har blandt andet fortalt til Berlingske, hvordan problemerne eskalerer under den muslimske fastemåned, ramadanen.

Marlene Hansen og hendes kæreste, Henrik, har ikke ønsket billeder af sig i artiklen af frygt for repressalier.