Midt i Københavns pulserende travlhed, os fra biler og ikke mindst hurtigspurtende cyklister findes et hav af både store og små naturoaser.

Nogle mere skønne end andre dog.

En undersøgelse, som YouGov har lavet for B.T., viser nemlig, at københavnerne har klare favoritter.

Nedenfor kan du se listen over top-4, og også hvilke naturområder der bestemt ikke står øverst på listen af besøgssteder.

De adspurgte københavnere har hver kunnet stemme på de tre grønne områder, som de holder allermest af.

De to første minder en smule om hinanden, de har nemlig det til fælles, at de begge har et stort slot.

Det er dog en klar førsteplads, der går til Frederiksberg Have, som hele 33 procent af københavnerne er vilde med.

Her er Frederiksberg Slot omkranset af en masse små haver, der mange dage om året er vært for utallige madkurve og besøgende gæster.

Andenpladsen har 23 procent stemt på, og her er det en af Indre Bys grønne perler, som københavnerne elsker.

Det er Kongens Have, hvis renæssanceplæne har budt gæster indenfor siden 1770erne med udsynet til Rosenborg Slot og den dertilhørende have.

Tredjepladsen er i en helt anden stil og ligger også i et helt andet område af byen.

Det er Amager Fælled, som 21 procent af københavnerne synes er et af de bedste grønne områder i hovedstadsområdet.

Nogle af de områder, som københavnerne slet ikke foretrækker, er blandt andet Nørrebroparken, Østre Anlæg og Ørstedsparken, som alle har fået henholdsvis fire procent af stemmerne. Og så lige Sydhavnstippen med fem procent.

I midten ligger Søerne, Assistens Kirkegård, Fælledparken, Utterslev Mose, Valbyparken og Christianshavn Vold.

Undersøgelsen er baseret på interview med 534 repræsentativt udvalgte personer fra Storkøbenhavn over 18 år fra YouGov Panelet i perioden 5. til 9. november 2021. Stikprøven er repræsentativ på køn og alder. Den maksimale usikkerhed i undersøgelsen er +/- 4,2 procentpoint.