Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

»Den allersidste dans, før vi går hjem ...«

Med bare tæer og en guitar i favnen stod 48-årige Kenneth Hansen og sang gamle minder frem for de ældre beboere på plejehjemmet Egebo.

Og sangen af Børge Müller og Kai Normann Andersen, 'Den allersidste dans', rørte især én beboer meget dybt.

Hånd i hånd dansede Alfred Hansen på 89 år med den ansatte plejer Teressa, da en tåre pludselig trillede ned ad kinden på ham, og Teressa omfavnede ham i et kram, mens de vuggede videre til guitarens rytmer og Kenneth Hansens rolige stemme.

Og det rørte også sangeren selv, da han så, hvilke følelser hans sang udløste hos plejehjemsbeboeren Alfred, der har danset meget gennem sit liv – med sin kone, som han desværre ikke har på jorden længere.

»Det rørte mig helt vildt. Det er så livsbekræftende at se, at de ældre stadig lever fuldt ud,« siger Kenneth Hansen og fortæller, at han selv havde tårer i øjnene efter dansen mellem Alfred og Teressa.

»Det gav mig en lykkefølelse indeni.«

En ansat fra plejehjemmet Egebo har foreviget sangen og dansen mellem Alfred og Teressa. Og den har Kenneth Hansen efterfølgende lagt op på sin Facebook-side 'Plejehjemsbeat'.

Den sydfynske skolelærer Kenneth Hansen har siden sidste sommer kørt rundt til plejehjem landet over for at spille hjemmene op og minderne frem.

38 koncerter på 29 forskellige plejehjem er det blevet til.

Og det hele startede med, at Kenneth Hansen sidste sommer tog et job som afløser på et plejehjem, hvor han kunne se, hvor meget det betød for de ældre, hver gang han hev guitaren frem og begyndte at synge.

»Jeg oplever en fællesskabsfølelse, når jeg spiller for dem. Når man spiller og hører musik, er det som at stå nøgen frem og vise, hvem man er. Det er meget følsomt,« siger Kenneth Hansen.

48-årige Kenneth Hansen, der på et år har spillet på 29 forskellige plejehjem. Det giver hans liv værdi, siger han.
48-årige Kenneth Hansen, der på et år har spillet på 29 forskellige plejehjem. Det giver hans liv værdi, siger han.
Vis mere

Lederen på plejehjemmet Egebo, Marianne Quorning, fortæller, at de tydeligt kan se, hvor stor en forskel det gør for deres beboere, når sådan en som Kenneth Hansen kommer forbi med sin guitar.

»Det vakte glæde og opsigt – det var en ægte stjernestund. Han rører folk med sin musik. Musik vækker jo minder og får vores beboere tilbage til en svunden tid, hvor de havde nogle flere ressourcer,« siger hun

Og det var også tydeligt for Kenneth Hansen at se, hvordan hans musik bragte beboeren Alfred tilbage til nogle gode minder.

»Mens han sad ned, kunne jeg se, han var meget glad og smilende, når jeg spillede. Men da han dansede, blev han meget koncentreret. Det blev forløst, da melodien gik op tonemæssigt. Og der sagde den ansatte til ham, 'du har tårer i øjnene' – og så kunne han slet ikke klare det og fik et kæmpe kram af den ansatte,« forklarer Kenneth Hansen og fortsætter:

»Det var en speciel situation. Jeg selv er 48 år og kan ikke lade være at tænke over, at jeg engang var 24. Jeg kan også ende på plejehjem. Og det var bare smukt at se ung danse med gammel – det gav noget ligeværd.«

Det er, når Kenneth Hansen ikke står foran tavlen som skolelærer, at han frivilligt kører ud og spiller for landets ældre borgere.

»Det giver værdi. Det er ikke for at redde verden eller de gamle. Det er egentlig meget for mig selv, og hvad jeg får ud af det,« siger han og uddyber:

»Det giver mig en lykkefølelse indeni – som når man er forelsket – man kan have tankemylder og alt muligt i løbet af en dag, men når jeg står der, bliver alt bare forløst.«

Og det hele giver bare mening, når han ser øjne stråle af glæde hos de ældre.

Da Alfred var færdig med sin dans og Kenneth Hansen med sin sang, modtog sangeren også en for ham vigtig gestus af den rørte Alfred.

»Han satte sig tungt i stolen bagefter – sådan lettet efter at have grædt – og da jeg gik forbi ham, gav han mig hånden og var meget taknemmelig.«