SAS-flyet SAS7353 måtte lørdag morgen sikkerhedslande i Københavns Lufthavn med 170 passagerer om bord.
Det bekræfter SAS overfor B.T.
Flyet var på vej fra Oslo til Chania på den græske ferieø Kreta, men allerede kort efter afgangen blev en mulig sikkerhedsbrist opdaget.
»Der var indikationer på et teknisk problem i flyets vandsystem,« siger Freja Annamatz fra SAS' pressetjeneste.

»Det skulle tjekkes, og derfor sikkerhedslandede flyet i København,« tilføjer hun.
Også Københavns Lufthavn har bekræftet, at flyet landede i Københavns Lufthavn.
Ifølge både lufthavnen og SAS foregik landingen uden problemer.
Da B.T. talte med Freja Annamatz kort før klokken 11, var flyet stadig i Københavns Lufthavn.
»Flyet er nu blevet tjekket, og alt er, som det skal være. Det afgår fra København med kurs mod Chania om ganske kort tid,« fortæller hun.
